Malmö FF kan spille sig videre til knockoutkampene i Europa League, når Markus Rosenberg spiller sidste kamp.

Der er videre avancement i Europa League på spil, når FC København og Malmö FF torsdag mødes i den sjette og afgørende kamp i gruppespillet.

Men for Malmös 37-årige angriber og anfører, Markus Rosenberg, er kampen endnu mere speciel.

Kampen i Parken bliver nemlig sidste punktum i svenskerens professionelle fodboldkarriere.

Forud for kampen har den erfarne spiller blandende følelser i kroppen. Det fortalte han på onsdagens pressemøde forud for opgøret.

- Det føles okay. Det har været skidt hele tiden. Jeg vil altid savne fodbolden. Det vil altid være en sorg, men jeg er glad for, at jeg kommer til at slutte af med så stor en kamp.

Torsdagens kamp i Parken er ikke Markus Rosenbergs første på det danske nationalstation. Og særligt én kamp står stærkere i mange danske fodboldfans erindring.

Da det svenske landshold gæstede Parken i 2007, udviklede en festlig 3-3-kamp sig nemlig dramatisk, da den danske landsholdsspiller Christian Poulsen sendte en knytnæve i maven på netop Rosenberg efter en infight med svenskeren.

Slaget blev kvitteret med et rødt kort til Poulsen og fik Parken til at koge.

Efter episoden blev kampens dommer overfaldet af en dansk tilskuer. Kampen blev afblæst, og Danmark blev senere taberdømt 0-3.

Rosenberg husker fortsat kampen tydeligt.

- Kampen var speciel. 3-0 til Sverige, så 3-3, slaget, ham der sprang ind på banen, og at vi så vandt 3-0 til slut. Det har jeg hørt for mange gange siden, siger han.

Rosenberg tog i november en rørende afsked med Malmös fans. I sin sidste hjemmekamp blev han kampens store helt, da han scorede dybt inde i overtiden og sikrede Malmö en 4-3 sejr over Dynamo Kiev.

Og netop den kamp gør, at torsdagens brag ikke har samme følelsesmæssige tyngde for angriberen.

- Den (kampen i Malmö, red.) er den slutning, som jeg vil komme til at huske tilbage på. Uanset, hvad der sker torsdag, vil det ikke slå det, som skete på hjemmebane, siger han.

På onsdagens pressemøde kunne Malmö-træner Uwe Rösler fortælle, at holdets danske midtbanespiller Anders Christiansen ikke var rejst med holdet til København.

Alligevel håber Rösler på, at Anders Christiansen vil blive rask og tilslutte sig holdet før den vigtige kamp.

- Jeg tror og håber - og ud fra den måde, som jeg kender "AC" på - at han bliver klar til at spille, siger træneren.

Forud for opgøret har FCK ni point på førstepladsen i gruppe B, Malmö følger efter med otte point, mens Dynamo Kiev har seks point på tredjepladsen.

Et uafgjort resultat vil være nok til at sende københavnerne videre i Europa League, mens Malmö er tvunget til at vinde.

Kampen mellem FCK og Malmö fløjtes i gang torsdag klokken 18.55.

/ritzau/