Wayne Rooney blev skiftet ind i anden halvleg for England, men han nåede ikke at score i 3-0-sejren over USA.

I slutminutterne fik Wayne Rooney chancen for at score for England, men det lykkedes ikke.

Alligevel blev det en smuk afsked for Rooney, som torsdag ekstraordinært havde fået mulighed for at sige farvel på det engelske landshold på Wembley.

England vandt testkampen med 3-0 over USA på mål af Jesse Lingard, Trent Alexander-Arnold og Callum Wilson.

Efter 25 minutter krøllede Lingard bolden helt op i det fjerneste hjørne, og to minutter senere fordoblede backen Trent Alexander-Arnold føringen.

I anden halvleg kom Rooney på banen efter 58 minutter, og det blev landskamp nummer 120 i karrieren.

Kun målmandslegenden Peter Shilton har overgået det antal med sine 125 kampe.

Der blev scoret et mål mere i kampen på Wembley, men det var ikke Rooney, men angriberen Callum Wilsom, som stod for det.

Rooney fik derimod æren af trøjenummer 10 samt at bære det gule anførerbind i sin sidste optræden for England.

Og han fik masser af klapsalver samt et kram af landstræner Gareth Southgate i midtercirklen, da kampen var fløjtet af.

I en anden testkamp onsdag aften vandt Tyskland 3-0 hjemme over Rusland. Målene blev sat ind af Leroy Sane, Niklas Süle og Serge Gnabry i første halvleg.

/ritzau/