Wayne Rooney kan slet ikke lide det, han ser fra Cristiano Ronaldo i denne sæson.

Manchester United-legenden er skuffet og mener ligefrem, at Ronaldos attitude og ageren er decideret uacceptabel.

Kritikken kommer i kølvandet på flere kontroverser mellem Cristiano Ronaldo og Manchester-klubbens manager, Erik ten Hag.

Det skriver talkSport.

Wayne Rooney og Cristiano Ronaldo var stjernerne på Manchester United-holdet.
Wayne Rooney og Cristiano Ronaldo var stjernerne på Manchester United-holdet. Foto: Miguel Vidal
Vis mere

»Ronaldo og Messi er verdens to bedste spillere nogensinde. Du kan vælge den ene over den anden, det er op til dig,« lyder det fra Wayne Rooney.

»Men det, han har gjort i denne sæson, er ikke acceptabelt for Manchester United. Det er en distraktion, klubben ikke har brug for i øjeblikket, hvor de forsøger at genrejse sig,« fortsætter den tidligere stjernespiller.

Wayne Rooney kommer også med en kraftig opfordring til sin tidligere holdkammerat.

»Til Cristiano, bøj nakken, arbejd, og vær klar til at spille, når træneren har brug for dig.«

»Hvis han gør det, bliver han et aktiv for holdet. Hvis ikke, bliver han en uønsket distraktion.«

I oktober nægtede Cristiano Ronaldo at lade sig indskifte i en kamp mod Tottenham, hvilket efterfølgende fik Erik ten Hag til at droppe verdensstjernen helt til den efterfølgende kamp mod Chelsea.

Hændelsen fik Ronaldos danske holdkammerat, Christian Eriksen, til at reagere.

Få uger senere vækkede Ronaldo opsigt på ny, da han afviste en anden tidligere United-legende, Gary Neville, fordi Neville havde kritiseret Ronaldo.

Måske Ronaldo også går en stor bue uden om Wayne Rooney, næste gang de to stjerner mødes.