I fodboldverdenen har der været spekuleret voldsomt i, om Cristiano Ronaldo har spillet sin sidste landskamp for det portugisiske mandskab.

Spekulationerne tog især voldsomt til, da han for nogle uger siden pludselig forlod Parken i København kort før en landskamp mod Danmark.

Udvandringen skyldtes ifølge Ronaldo nogle uoverensstemmelser med træner Jorge Jesus.

Ronaldo har dog senere undskyldt for optrinet, hvor han samtidig slog fast, at han fortsat ville være til rådighed for landsholdet og vil acceptere en straf fra fodboldforbundet.

Efterfølgende har mediet ESPN beskrevet, at Ronaldo har fået en straf fra Portugals fodboldforbund, der indebærer, at han er midlertidigt suspenderet fra landsholdet.

Nu skal det så afgøres, hvor lang straffen bliver, hvor karantænen kan vare fra én til seks måneder.

Cristiano Ronaldo sammen med søsteren Elma Aveiro til et FIFA-arrangement i 2017. Foto: Ennio Leanza/EPA/Ritzau Scanpix

Men uanset, hvor lang den ender med at blive, så skal vi ikke regne med at se Ronaldo på banen for sit landshold igen. 

Det siger hans søster Elma Aveiro i forbindelse med en bogmesse i Lissabon, skriver Daily Mail.

»Et nej er mere sandsynligt end et ja,« sagde hun ifølge det britiske medie.

»Jeg tror, at de begge to (Ronaldo og Jorge Jesus, red.) er sårede,« sagde hun videre. 

Da hun blev spurgt ind til, om ikke de to ville kunne klinke skårene, lød svaret, at det nok ville blive en kompliceret affære.

»Når vi bliver forrådt, er det meget svært at vende tilbage til normalen,« lød det fra Ronaldos søster.