Cristiano Ronaldos stjal overskrifterne med sit kontroversielle røde kort mod Valencia i Champions League, som fik fans og eksperter op af stolene – og hans søster til at rase:
'De prøver at ødelægge min bror. Fodbolden skal skamme sig. Retfærdigheden vil ske fyldest. Gud sover aldrig,' skriver Juventus-superstjernens søster, Katia Aveiro, i et stærkt emotionelt opslag på Instagram.
I første halvleg af Juventus’ CL-opgør i Valencia blev Cristiano Ronaldo under store protester smidt ud efter en batalje med hjemmeholdets Jeison Murillo.
I første omgang var det svært at dømme ud fra tv-billederne, hvad der fik dommer Felix Brych, assisteret af mållinjedommeren, til at give portugiseren marchordre.
Det kunne dog se ud til, at Ronaldo både havde været for voldsom i en duel med et spark og måske et slag over for Jeison Murillo, som Ronaldo efterfølgende så ud til at hive i håret, da han ville 'hjælpe' den liggende Murillo op fra græsset.
Den første reaktion fra eksperter og fans på de sociale medier var dog overvejende stor undren over det røde kort, som da også førte til en hysterisk scene fra Cristiano Ronaldo, der skabte sig og var på grådens rand, da han blev sendt ud af banen. Se billederne nederst i artiklen
'Den dom skal da appelleres, Cristiano,' skrev den tidligere Manchester United-stjerne Rio Ferdinand eksempelvis på Twitter.
Den norske fodboldekspert Jan Aage Fjørtoft mente også, at dommeren klart havde begået en fejl.
'Cristiano smidt ud. Og den tyske dommer får nok karantæne,' skrev han på Twitter.
Juventus-træner Massimiliano Allegri ærgrede efter kampen sig over, at dommer Felix Brych ikke havde videobilleder til hjælp.
»Jeg kan kun sige, at VAR ville have hjulpet dommeren med denne afgørelse. At blive reduceret til ti mand for sådan en episode er virkelig skuffende.«
En lille trøst for Allegri og Ronaldo i hans CL-debut for sin nye italienske klub var, at Juventus rejste sig efter udvisningen og sejrede med 2-0, efter Miralem Pjanic to gange scorede på straffespark mod Daniel Wass' mandskab.