Der var ingen Ronaldo at se ved årets Ballon d'Or-uddeling mandag.

En titel, som gik til Lionel Messi for sjette gang. Nummer to på listen var for en gangs skyld ikke den evige rival Cristiano Ronaldo, men Liverpools forsvarsstjerne Virgil van Dijk.

Allerede for en uge siden kunne flere medier berette, at Lionel Messi ville løbe med sejren, og det var tilsyneladende en altoverskyggende årsag til, at Ronaldo ikke ville deltage ved ceremonien.

Fraværet fik selvfølgelig stor fokus, og van Dijk kunne ikke dy sig for at komme med en kæk kommentar, da en reporter inden showet spurgte, hvad han syntes om på forhånd at have en konkurrent færre:

Ronaldo blev mandag kåret til årets spiller i Italien.
Ronaldo blev mandag kåret til årets spiller i Italien. Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

»Var han da en rival før?,« svarede Virgil van Dijk.

Den udtalelse var for meget for Ronaldos søster, Katia Aveiro, der på Instagram slår tilbage med stor kraft.

'Jeg tror, der er folk, som lever vildt frustrerede. Og urealistisk. Hvilken ydmyghed. Det står ret klart, at Ronaldo ikke vinder aftenens pris. Selv om han har vundet kollektive titler. Men det er en anden diskussion, og vi skal nok få at se sandheden om fodbold. Så kære Virgil, de steder du kommer, var Cristiano Ronaldo og har været der tusinder af gange,' skriver Katia Aveiro, der har over en million følgere på Instagram:

'Så min kære Virgil. Ronaldo var tredobbelt mester i det land, hvor du har spillet i årevis, og du har stadig ikke rørt pokalen. Cristiano Ronaldo var endda den bedste spiller og mest scorende spiller i det land, hvor du spiller, Virgil. Desuden var han endda yngre end dig.'

Og hendes raseri fortsætter blot:

'Derefter, kære Virgil, tog Cristiano Ronaldo til andre steder og blev den bedste spiller i klubbens historie. Real Madrid, siger det dig noget, Virgil? Måske nok, for det var den klub, med denne Cristiano-fyr, der endda slog dig i Champions League-finalen. Dem har Cristiano allerede vundet fem af, Virgil,' skriver Katia Aveiro.

Cristiano Ronaldo selv brugte sin mandag aften på en anden prisuddeling.

I Italien fik han et plaster på såret. da han vandt titlen som årets spiller i Italien.

»Jeg vil gerne takke mine holdkammerater og de spillere, der har stemt på mig. Efter to år i Italien kan jeg sige, at det er en meget svær liga,« lød det fra Cristiano Ronaldo.

Cristiano Ronaldo har vundet Ballon d'Or fem gange.

I forbindelse med den italienske prisuddeling tog den portugisiske fodboldspillers agent også sin klient i forsvar.

»Cristiano er den bedste spiller i historien, og det ved I,« lød det fra Jorge Mendes.