Hun lever et liv med privatfly, store yachts og mondæne skihytter.

Men sådan har det ikke altid været for Georgina Rodriguez, der er kæreste med Cristiano Ronaldo.

I et stort forside-interview - med dertilhørende billedserie - med spanske InStyle fortæller den 27-årige spanske model, at hun er ekstremt bevidst om, hvad det er for et liv, hun lever nu - og giver videre til sine børn.

For hun har ikke altid haft alt det, som hun og Cristiano Ronaldo har nu.

»Nu, når jeg kan det, tilfredsstiller det mig allermest at hjælpe andre. Jeg ved også, hvordan det er at starte i det små og bare skulle komme igennem slutningen af måneden. Jeg har stor empati med folk på grund af min ydmyge baggrund,« siger Georgina Rodriguez.

Hun kommer fra en by i det nordlige Spanien, men det var angiveligt i en Gucci-butik i Madrid, at Georgina Rodriguez mødte Cristiano Ronaldo. Her var hun salgsassistent, da Ronaldo dukkede op - og resten er historie.

Den historie indeholder nu blandt andet et fælles barn foruden de tre andre børn, som Ronaldo allerede havde i forvejen, inden de to mødtes.

Og Georgina Rodriguez behøver ikke længere at tænke over, om der er penge nok til de sidste dage i måneden.

Som model og influencer med tæt på 24 millioner følgere på Instagram er der nok at tjene penge på for Rodriguez.