Bliver Cristiano Ronaldo i Real Madrid? Et stort spørgsmål, som endnu ikke er blevet besvaret, og som hovedpersonen ikke selv har forholdt sig til, efter rygterne om et skifte for alvor begyndte at florere fredag. Få dage forinden lagde den spanske storklub en ny video op på Facebook, og den vækker nu opsigt.

I videoen præsenteres Real Madrids nye trøjer til den kommende sæson, og særligt en detalje er bemærkelsesværdig. For mens adskillige førsteholdsspillere, herunder Karim Benzema, Gareth Bale, Toni Kroos og Marcelo optræder i videoen, glimter særligt én ved sit fravær. Cristiano Ronaldo.

Også Real Madrids træner Zinedine Zidane optræder i det et minut lange klip, mens Ronaldo ikke er med så meget som et enkelt sekund.

Noget, der måske kan indikere, at den 32-årige måltyv ikke vil være at finde i den hvide Madrid-trøje på den anden side af sommerpausen.

Cristiano Ronaldo kom fra Manchester United til Real Madrid tilbage i 2009, og siden har han spillet for den spanske storklub. Efter otte år tyder det dog på, at den æra er forbi, og at han vil væk.

Årsagen er den sag om skattesnyd, som de spanske myndigheder har indledt mod ham. I perioden mellem 2011-14 skulle Cristiano Ronaldo have snydt i skat for 110 millioner kroner. Mener myndighederne.

Og det er Cristiano Ronaldo så fortørnet over, at han ifølge A Bola vil forlade landet.

Og A Bola er ikke det eneste medie, der beretter om et skifte. For ifølge spanske Marca har Real Madrid-stjernen fortalt sine holdkammerater i den portugisiske landsholdslejr, at det er slut for ham i Spanien.

»Jeg forlader Real Madrid. Jeg har truffet beslutningen. Der er ingen vej tilbage,« har Ronaldo i følge Marca sagt til landsholdskammeraterne, som han for tiden er sammen med til Confederations Cup. Her er Portugal med, fordi de er forsvarende EM-vindere, og søndag indleder landet turneringen mod Mexico.

Tidligere har avisen A Bola skrevet, at klubber som Manchester United, PSG og AS Monaco skal være ville til at lægge 180 millioner euro - svarende til 1,3 milliarder danske kroner - på bordet hos Real Madrids præsident, Florentino Perez, mod at få Crisitiano Ronaldo til klubben.

Netop et skifte til Manchester United ville give god mening for fodboldstjernen, der ikke blot har en fortid i den engelske klub, hvor han spillede under Alex Ferguson.

Klubbens træner er Jose Mourinho, som stod i spidsen for Real Madrid fra 2010-2013, som dermed har et godt kendskab til Ronaldo - og omvendt.

Cristiano Ronaldo har endnu ikke udtalt sig om rygterne.