Cristiano Ronaldo vandt mandag titlen som FIFA Player of the Year for fjerde gang på fem år og for andet år i træk, og bagefter holdt den portugisiske verdensstjerne en takketale i London, hvor det internationale fodboldforbund uddelte sine priser.

»Vi er i England for første gang til denne pris, og jeg vinder for andet år i træk. Det er jeg meget glad for, og det er et stort øjeblik for mig. Jeg er meget stolt over denne pris,« sagde Cristiano Ronaldo efter kåringen som verdens bedste spiller.

Foruden Real Madrid-stjernen var der to andre nominerede til titlen som FIFA Player of the Year. Det var ærkerivalen, argentineren Lionel Messi fra FC Barcelona, og brasilianeren Neymar, der begyndte 2017 som FC Barcelona-spiller, men som i sommer skiftede til Paris Saint-Germain.

»Jeg vil også gerne nævne Leo (Lionel Messi, red.). Det glæder mig, at I også er her,« sagde Cristiano Ronaldo.

Selve kåringen er foregået på den måde, at alverdens fodbold-landstrænere har 25 procent af stemmerne, alverdens anførere for landsholdene har også 25 procent, og de sidste 50 procent er fordelt med henholdsvis 25 procent til 200 repræsentanter til medier verden over og 25 procent via en internet-afstemning på FIFAs hjemmeside, som alle har kunnet deltage i.

»Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der har stemt på mig. Jeg har fans fra hele verden, og det sætter jeg stor pris på. Jeg er også glad for den støtte, jeg har fået af Real Madrid, af klubbens fans og af mine medspillere i klubben. Jeg er simpelthen så glad. Tak til jer allesammen og hav en god aften,« sagde den 32-årige Cristiano Ronaldo.

FIFA uddelte fra 1991 til og med 2009 hæderen FIFA World Player of the Year.

Fra 2010 til og med 2015 samarbejdede FIFA med folkene bag Ballon d'Or-kåringen i en kåring med navnet Fifa Ballon d'Or. Men samarbejdet ophørte sidste år.

Ballon d'Or - som har eksisteret helt tilbage fra 1956 - er derfor nu en kåring, som udelukkende journalister står bag. 173  journalister fra hele verden afgiver deres stemme.

Bladet France Football - som koordinerer Ballon d'Or - offentliggør deres bud på verdens bedste fodboldspiller 6. december.

Sidste år løb Cristiano Ronaldo med prisen i både FIFA Player of the Year og Ballon d'Or.