Fodboldstjernen Cristiano Ronaldo vælger Portugals landshold fra resten af året.

Det meddeler flere portugisiske medier ifølge NTB.

Årsagen er, at han vil koncentrere sig om at finde sig helt til rette i den italienske klub Juventus, som han skiftede til i sommer.

Ronaldo vil derfor ikke tage del i de kommende to samlinger med landsholdet. Han var heller ikke med, da Portugal i sidste måned mødte Kroatien i en testkamp og Italien i Nations League.

Cristiano Ronaldo og kæresten Georgina Rodriguez.
Cristiano Ronaldo og kæresten Georgina Rodriguez. MASSIMO PINCA

Ifølge mediet Maisfutebol har Cristiano Ronaldo truffet beslutningen om at holde pause fra landsholdet efter at have haft møder med landstræner Fernando Santos og det portugisiske forbunds sportschef, Fernando Gomes. Cristiano Ronaldo slog dog angiveligt også fast, at hans pause ikke er lig med et stop på landsholdet. Han håber derimod på at vende tilbage, når der står 2019 i kalenderen.

Beslutningen fra Juventus-stjernen kommer i en periode, hvor der i forvejen er meget snak om Cristiano Ronaldo. For en amerikansk kvinde har anklaget ham for en voldtægt, hun mener, han begik mod hende i 2009. Den amerikanske kvinde hævder, at hun den 12. juni 2009 var på natklubben Rain 12, som ligger i Las Vegas, med en veninde.

Her mødte de Cristiano Ronaldo, som ifølge søgsmålet inviterede en gruppe mennesker - herunder den amerikanske kvinde - op i sin penthousesuite. Ifølge kvinden var det her, hun blev voldtaget, og politiet i Las Vegas bekræftede tirsdag, at sagen var blevet genåbnet.

Cristiano Ronaldo var selv ved tasterne onsdag aften. Her afviste han at have voldtaget den amerikanske kvinde.