Det portugisiske fodboldforbunds disciplinærudvalg har indledt en sag mod Cristiano Ronaldo, efter at den portugisiske stjerne forlod landsholdets træningslejr i København.

Det oplyser forbundet i en meddelelse ifølge det portugisiske medie A Bola.

Det fremgår af meddelelsen, at Ronaldo er underlagt en forebyggende suspension, og at sagen er klassificeret som "hastende".

- Uden at dette berører den automatisk forebyggende suspension, som spilleren var underlagt frem til sagens indledning, er det blevet besluttet at indføre en ikke-automatisk forebyggende suspension af spilleren, og sagen er erklæret hastende, lyder det i meddelelsen.

Den 41-årige Ronaldo har spillet 234 kampe for Portugal og scoret 146 mål.

Tidligere på ugen undskyldte han for sin pludselige afrejse fra landsholdslejren i Danmark.

- Jeg burde ikke have gjort det. Ansvaret er udelukkende mit, sagde han.

Ifølge Ronaldo havde landstræner Jorge Jesus brudt sit ord over for ham.

Det lader dog til, at dagene efter episoden fik angriberen til at erkende, at han overreagerede.

Den dramatiske afrejse skete kort inden Portugals kamp mod Danmark i Nations League. Det var Portugals tredje gruppekamp.

Ronaldo har forklaret, at det inden landsholdssamlingen var aftalt, at han skulle spille den første og den sidste af de fire kampe, der ventede Portugal.

Det drejede sig om hjemmekampene mod Wales og Norge.

Ronaldo spillede som planlagt mod Wales. Efterfølgende spurgte landstræneren ifølge Ronaldo, om han også kunne spille en halv time mod Norge.

Det accepterede Ronaldo, som varmede op i anden halvleg, men aldrig kom på banen.

Ifølge Ronaldo aftalte de to efterfølgende, at landstræneren skulle forklare forløbet, som det var, på pressemødet inden kampen mod Danmark.

Det skete imidlertid ikke ifølge Ronaldo, og derfor valgte han at forlade landsholdslejren.

Ronaldo har tidligere spillet i europæiske storklubber som Real Madrid og Manchester United. I dag spiller han for saudiarabiske Al-Nassr.

RITZAU