Lyt til artiklen


Manchester United var bagud og på hælene, men et Ronaldo-mål i overtiden gav en 2-1-sejr over Vilarreal.

Med det afgørende mål dybt inde i overtiden blev Cristiano Ronaldo den store helt for Manchester United på en i forvejen historisk onsdag aften for superstjernen.

United besejrede Villarreal 2-1 på Old Trafford i en underholdende kamp, hvor det spanske hold vil ærgre sig over, at det ikke blev til mere.

Spanierne var foran 1-0 og skabte utallige chancer, men med David de Gea i målet, et drømmespark af Alex Telles og Ronaldos koldblodighed i overtiden stjal United alle tre point.

Kampen var Ronaldos nummer 178 i Champions League. Han overgår dermed Iker Casillas som den spiller med flest kampe i turneringen.

Efter det chokerende nederlag til Young Boys i første gruppekamp, var der behov for point for United hjemme på Old Trafford.

Men fansene fik intet at glæde sig over i første halvleg, hvor Villarreal dominerede fuldstændig. Var det ikke for landsmanden David de Gea i United-målet, havde Villarreal også været foran ved pausen.

Efter 16 minutter havde de Gea en stor redning, hvor han med en hurtig refleks fik skubbet et hovedstød fra angriberen Paco Alcácer over mål. Alcácer fik endnu en god mulighed et kvarter senere, da Raphaël Varane ikke fik fat på en lang bold.

I stedet endte den hos Alcácer, der trykkede tidligt af, men lige forbi mål.

Særligt højrebacken Diogo Dalot havde store defensive udfordringer, og det var også igennem hans side, at det endelig lykkedes for Villarreal at få bolden i nettet i starten af anden halvleg.

Villarreal-kanten Arnaut Danjuma fik fat på en stikning, som Dalot ikke fik prikket til, og sendte bolden ind i fødderne på Alcácer. Denne gang fik angriberen scoret, da han kom glidende ind i bolden og skubbede den forbi de Gea.

Det var dog ikke længe, at Villarreal nåede at juble over det fortjente føringsmål. Syv minutter senere scorede venstrebacken Alex Telles et forrygende mål, da han uden for feltet helflugtede et frispark fra modsatte side i kassen til 1-1.

Det vakte United i live, og ti minutter tid havde indskiftede Edinson Cavani en oplagt mulighed for at bringe sin klub i front, men hans hovedstød gik lige forbi et ellers frit mål.

Villarreal havde også chancen for at lukke opgøret. Her stod David de Gea dog i vejen for spanierne igen.

Og så dukkede Ronaldo op efter en ellers stille kamp fra portugiseren. I overtiden endte bolden tilfældigt for fødderne af Ronaldo i højre side af feltet, og han tøvede ikke. Bolden gik i mål ved nærmeste stolpe, og så kunne Old Trafford bryde ud i jubel over en tiltrængt United-sejr.

Tidligere onsdag vandt Atalanta på hjemmebane over Young Boys i gruppens anden kamp. Opgøret endte 1-0 til italienerne efter mål af Matteo Pessina.

/ritzau/

Og du kan følge dem alle i LIVE-bloggen her: