Cristiano Ronaldo er ikke én, der mangler penge, og nu viser han også overskud til at hjælpe dem, der er hårdt ramt under den igangværende krise.

Verdensstjernen har en aftale med det danske undertøjsfirma JBS, der siden 2013 har givet millioner til portugiseren for at være deres reklamesøjle, men han har ikke ønsket, at der skal overføres penge fra nord til syd for hele dette år.

JBS, der hvert kvartal plejer at overføre et minimumsbeløb, er ligesom så mange andre tøjfirmaer mærket af coronakrisen og det manglende salg, og derfor er håndsrækningen fra Ronaldo et godt plaster på såret.

»De (Ronaldos folk, red.) har sagt, at pga. corona i år bliver der ingen minimumsbetalinger overhovedet. Og Cristiano har endda ydermere hjulpet os med, at vi ikke skal betale noget før 2021. Dvs. nogle af de penge, han skulle have haft her i 2020, dem har han hjulpet lille JBS med allerede i cash flow. Så vi skal først gøre det op 31/12 i år, og dermed skal han først have penge efterfølgende, hvor vi normalt betaler hvert kvartal,« siger JBS-direktør Michael Alstrup til Finans.

Cristiano Ronaldo ved lanceringen af CR7 d. 31. oktober, 2013.
Cristiano Ronaldo ved lanceringen af CR7 d. 31. oktober, 2013. Foto: SERGIO PEREZ
Vis mere

Hvilket beløb der er tale om, fremgår ikke, men Cristiano Ronaldos navn i JBS's kollektioner er væsentligt, og hans CR7-undertøj udgør 14 procent af det danske firmas omsætning.

Det var spilleren selv, der for syv år siden tog kontakt til JBS, da han blev vild med en undertøjslinje, Caroline Wozniacki promoverede, og siden er båndet mellem fodboldspilleren og danskerne bare blevet stærkere og stærkere.

»Vi er heldigvis så privilegerede, at det var os, der startede CR7 brandet op, og vi sidder med Cristiano Ronaldos allernærmeste. Det har vi gjort siden 2013, og de kalder os selv en del af familien,« forklarer Michael Alstrup.

Finans skriver yderligere, at salget af CR7-undertøjet især er ramt af, at en af de største forhandlere, lingeri-kæden Yamamay i Itialien, har haft lukket i næsten to måneder. De har 1000 butikker. Michael Astrup slår dog fast, at han bestemt regner med, at JBS klarer sig igennem coronakrisen.