Lyt til artiklen

Manchester United kom endnu en gang bagfra og vendte et truende nederlag til sejr mod Atalanta.

Manchester United er ved at udvikle sig til specialist i vanvittige Champions League-kampe.

Efter overtidssejren over Villarreal i seneste runde overgik englænderne sig selv onsdag aften ved at slå Atalanta 3-2 efter at have været bagud 0-2 ved pausen.

Hvor tribunerne på Old Trafford gennem det meste af første halvleg var præget af en mumlende utilfredshed, kogte det gamle stadion efter sidebyttet.

Præcis som mod Villarreal gjorde Cristiano Ronaldo sig til dagens helt ved at score sejrsmålet. Denne gang faldt scoringen dog »allerede« ni minutter før tid, da portugiseren headede Luke Shaws præcise indlæg utageligt i nettet.

Soccer Football - Champions League - Group F - Manchester United v Atalanta - Old Trafford, Manchester, Britain - October 20, 2021 Manchester United's Cristiano Ronaldo celebrates scoring their third goal REUTERS/Phil Noble
Soccer Football - Champions League - Group F - Manchester United v Atalanta - Old Trafford, Manchester, Britain - October 20, 2021 Manchester United's Cristiano Ronaldo celebrates scoring their third goal REUTERS/Phil Noble Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Den udvikling var svær at forestille sig i første halvleg, hvor United blev straffet hårdt og effektivt.

Atalanta-spillerne udnyttede den usikkerhed, som den seneste tids dårlige resultater har skabt på Ole Gunnar Solskjærs mandskab.

Efter et kvarter afsluttede Mario Pasalic et fornemt angreb ved at prikke bolden ind fra kort afstand.

Og inden der var gået en halv time, gjorde Merih Demiral det til 2-0, da han steg himmelhøjt til vejrs og pandede en hjørnesparksbold i nettet.

Joakim Mæhle var med i hele kampen på Atalantas venstrekant. Den danske landsholdsspiller gjorde det fornuftigt i en mindre offensiv rolle, end den han har på landsholdet.

Atalanta's Turkish defender Demiral celebrates scoring his team's second goal during the UEFA Champions league group F football match between Manchester United and Atalanta at Old Trafford stadium in Manchester, north west England, on October 20, 2021. (Photo by Paul ELLIS / AFP)
Atalanta's Turkish defender Demiral celebrates scoring his team's second goal during the UEFA Champions league group F football match between Manchester United and Atalanta at Old Trafford stadium in Manchester, north west England, on October 20, 2021. (Photo by Paul ELLIS / AFP) Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Mod slutningen af første halvleg begyndte United omsider at komme frem til chancer. Og det var, som om hjemmeholdet tog medvinden med ind til anden omgang.

Væk var rådvildheden, og nu blev Atalanta trykket helt tilbage i eget felt.

Det virkede helt naturligt, da Marcus Rashford reducerede efter Bruno Fernandes' elegante fremlægning.

På det tidspunkt var der stadig næsten 40 minutter til at redde dagen. Det mindede en del om Uniteds seneste Champions League-opgør mod Villareal, hvor holdet vendte slaget på hovedet efter en sløj første halvleg.

Gassen syntes dog at være ved at gå lidt af United, da Harry Maguire fik udlignet et kvarter før tid.

Soccer Football - Champions League - Group F - Manchester United v Atalanta - Old Trafford, Manchester, Britain - October 20, 2021 Manchester United's Harry Maguire celebrates scoring their second goal REUTERS/Phil Noble
Soccer Football - Champions League - Group F - Manchester United v Atalanta - Old Trafford, Manchester, Britain - October 20, 2021 Manchester United's Harry Maguire celebrates scoring their second goal REUTERS/Phil Noble Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Efter et hjørnespark lå bolden pludselig foran kaptajnens højrefod, og han sendte den omgående ind bag Juan Musso med et fladt spark.

Da vidste de fleste formentlig, hvor det bar hen. Atalanta kunne simpelthen ikke modstå presset længere, og det var et spørgsmål om tid, før gæsterne endegyldigt ville kapitulere.

Det skete i 81. minut. Ronaldos sejrsmål betyder, at United rykker helt til tops i gruppe F. Holdet har seks point, hvilket er to mere end Atalanta og Villarreal, der vandt 4-1 i Bern over Young Boys.

/ritzau/

Genoplev kampen i LIVE-bloggen her: