Det så længe ud til, at Real Madrid måtte indkassere et skuffende nederlag hjemme mod Athletic Bilbao, men Cristiano Ronaldo blev redningsmanden, da han scorede sent i kampen til slutresultatet 1-1.

Real Madrid demonstrerede i Champions League-kvartfinalen mod Juventus, hvor holdet lukkede tre mål ind, at defensiven er hullet som en si, og det fik man ikke rettet op på mod Athletic Bilbao.

I kampens indledning spillede Bilbao sig flere gange igennem forsvaret og kom til afslutninger, dog uden at score.

Efter 13 minutter var den gal igen for Madrid-forsvaret, og denne gang udnyttede gæsterne chancen.

Inaki Williams blev sendt i dybden, og så lobbede han overlegent bolden over Keylor Navas og i mål.

I den modsatte ende af banen virkede det til, at hvis hjemmeholdet skulle tilbage i kampen, skulle det komme fra Cristiano Ronaldo, som flere gange var farlig i kampens indledning.

Real Madrid fik stille og roligt overtaget i kampen i første halvleg, men fik ikke omsat spillet til mål.

Det var tæt på en udligning efter en fantastisk dribletur af Marco Asensio, men hans forsøg blev reddet af en storspillende Kepa Arrizabalaga i Bilbao-målet, og så måtte Real Madrid gå til pause bagud med 0-1.

I anden halvleg fortsatte kampbilledet, men stik imod spil og chancer var Bilbao tæt på at øge føringen efter 62 minutter, men i to omgange forhindrede Sergio Ramos og overliggeren bolden i at gå i mål.

Real Madrid havde svært ved at spille sig frem til chancer. Det var Luka Modric træt af, så i det 87. minut tog han chancen med et langskud.

Det viste sig at være en god idé, da Cristiano Ronaldo stod klar foran mål til at dirigere forsøget i mål.

Det var 12. kamp i træk, at den portugisiske stjerne scorede.

Med det ene point går Madrid op på 68 point.

Tidligere onsdag aften tabte Valencia 1-2 til Getafe. Valencia er Real Madrids nærmeste konkurrent i kampen om tredjepladsen. Valencia ligger nummer fire og har 65 point.

/ritzau/