For anden gang i karrieren forlader Cristiano Ronaldo Manchester United.

Men denne gang er afskeden noget mere tilsmudset, end da han som en vaskeægte verdensstjerne forlod klubben til fordel for Real Madrid i 2009.

Ikke desto mindre, så forbliver kærligheden intakt mellem Ronaldo og klubben. Det siger portugiseren i hvert fald i kølvandet på, at United tirsdag har meldt skilsmissen offentligt ud.

»Jeg elsker Manchester United, og jeg elsker fansene. Det vil aldrig ændre sig. Nu føles som det rette tidspunkt at søge efter en ny udfordring.«

»Jeg ønsker Manchester United alt det bedste,« siger Ronaldo ifølge transferguruen Fabrizio Romano, der bringer et statement fra Ronaldo, som endnu ikke har delt noget på sine egne sociale medier om bruddet.

Og årsagen til, at nu er det rette tidspunkt, den skal findes i et særdeles opsigtsvækkende interview, som Ronaldo for nylig gav til Piers Morgan.

Han rettede heftig kritik af sin arbejdsgiver, og det fik klubben til at overveje juridiske skridt mod stjerneangriberen.

Nu har parterne så fundet en løsning, der gør, at 37-årige Ronaldo står fri til at finde sig en ny klub.