Mens succesen ingen ende vil tage på banen for Cristiano Ronaldo, er hans liv udenfor kridtstregerne blevet ramt af en sand tragedie.

Det skriver Bild.

Således skulle den portugisiske superstjernes onkel Jorge Aveiro, der er bror til Ronaldos mor, være blevet ramt af kræft. Og selvom det næsten lige er sket, så har Ronaldo allerede taget affære, da onklen ikke selv har midlerne til specialbehandling.

Ronaldo skulle have betalt for, at onklen blev fløjet til Madrid, hvor han også har betalt for, at onklen har gennemgået kemoterapi på et privathospital, hvor han får den bedst mulige behandling.

Ronaldo skal forsøge at vinde Champions League for tredje gang i træk med Real Madrid - det vil være første gang nogensinde, at det lykkedes en klub.
Ronaldo skal forsøge at vinde Champions League for tredje gang i træk med Real Madrid - det vil være første gang nogensinde, at det lykkedes en klub. Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

Men behandling er ikke alt, Ronaldo har sørget for. Således har han også tilbudt onklen at flytte til Ronaldos hus i Pozuelo de Alarcón tæt på Madrid, hvor resten af familien bor. På den måde kan han være sammen med dem i stedet for at være alene under behandlingen.

Cristiano Ronaldo har selv travlt med sin fodbold, og er derfor ikke hjemme så tit. I stedet er hans mor Dolores altid hjemme, hvor hun passer på Ronaldos tre børn – Ronaldo Junior og tvillingerne Eva og Mateo.

Det vides ikke, om onklen har taget imod Ronaldos tilbud om at bo hos familien – eller hvordan han er kommet sig ovenpå behandlingerne. Men hvis det ender positivt, kan han se frem til flere Ronaldo-børn.

Således skulle Cristiano Ronaldos kæreste Georgina Rodriguez være gravid med Ronaldos fjerde barn. På et billede hun har delt på Instagram viser hun også maven frem - godt nok under en hvid kjole - sammen med Ronaldos ældste søn, Ronaldo Junior.