Det er ikke ligefrem hverdagskost at få en fødselsdagshilsen fra en verdensstjerne.

Men det var, hvad Abdelhak Nouri fik i sidste uge, da han blev 22 år.

Det tidligere Ajax-stortalent, der for knap to år siden kollapsede, fik nemlig nogle rørende ord med på vejen fra Cristiano Ronaldo.

'Hej Nouri, jeg er Cristiano. Jeg vil bare ønske dig tillykke med fødselsdagen,' siger portugiseren i videoen, som du kan se i bunden af artiklen.

Abdelhak Nouri faldt om for små to år siden.
Abdelhak Nouri faldt om for små to år siden. Foto: SANDER KONING
Vis mere

'Jeg håber, du kommer dig hurtigt og ønsker dig alt det bedste. Hav det godt,' lyder det fra Juventus-spilleren.

22-årige Abdelhak Nouri faldt om i juli 2017 under en træningskamp. Han blev hastet til hospitalet, og efter nogle dage meddelte Ajax, at han havde fået en permanent hjerneskade som følge af det kollaps, han var udsat for.

Et par uger efter den triste hændelse fortalte familien, hvordan det stod til med dengang 20-årige Nouri.

»Lægerne er ret sikre i deres sag, og det ser ikke godt ud. Hvis han overhovedet vågner, kan de ikke forestille sig, at han hverken kommer til at spise, tale eller gå igen. Sandsynligvis vil han ikke en gang kunne genkende nogen. Men vi giver ikke op. Vi tror på, at gud vil hjælpe os,« sagde hans bror Abderrahim Nouri.

Abdelhak Nouri blev siden vækket fra koma, og i august 2018 fortalte familien på tv, hvordan det stod til et år efter tragedien.

Og her fortalte broren, at Abdelhak Nouri stadig har svære mén og kun kan bevæge hovedet men ikke resten af kroppen.

»Nogle gange kommer han ud af sin seng og sidder i kørestolen. Førhen var det svært for ham. I starten gik det godt, så var det svært, og det gik meget op og ned. Nogle gange går det godt. Andre gange går det skidt. Hans immunforsvar er meget svækket. Jeg vil helst ikke gå for meget i detaljer, men han har haft en meget svær tid,« sagde Abderrahim Nouri.

22-årige Nouri er afhængig af pleje døgnet rundt, og han er i stand til at kommunikere ved hjælp af munden og øjenbrynene.