Det er en tung dag for Cristiano Ronaldo, der sender en kærlig tanke til en af de rigtig vigtige personer i hans karriere.
Den portugisiske superstjerne husker godt manden, der opdagede ham som ung. Nu tager han afsked med Aurelio da Silva Pereira, der er død i en alder af 77 år.
»En af verdens største trænerfigurer har forladt os, men hans arv vil leve for evigt,« skriver Ronaldo på X.
»Jeg vil aldrig stoppe med at være taknemmelig for alt, hvad han gjorde for mig og for så mange andre spillere. Til vi ses igen, hr. Aurelio, tak for alt. Hvil i fred.«
Udover Ronaldo har den portugisiske træner også opdaget spillere som Luis Figo, Nani og Ricardo Quaresma.
»Tak for alt. Du var en god ven, et fremragende menneske, som gav mig gode og vigtige råd. Jeg vil aldrig glemme alt, hvad jeg har lært af dig, min ven,« skriver Nani på Instagram.
Aurelio oprettede Sporting Lissabons rekrutterings- og træningsafdeling i 1988 og har høstet flere hædersbevisninger både nationalt, men også hos UEFA.