Da Cristiano Ronaldo var 15 år gammel, fik han en forfærdelig besked for en fremadstormende teenager med store ambitioner. Meldingen fra bekymrede læger i Portugal var, at han kunne blive tvunget til at opgive fodbolden.

Hans hjerte slog for mange slag til, at det var sundt for kroppen at spille topfodbold. Når han pressede sig selv maksimalt, viste hjertet tegn på, at det på sigt kunne være skadeligt for hans helbred.

Han fik med moderens tilladelse foretaget en operation, der med et laserindgreb skulle løse problemet. Men i flere dage gik Ronaldo i uvished omkring fremtiden.

Operationen var afgørende for hans fremtid, og da lægerne efterfølgende gav ham grønt lys til at fortsætte med fodbold, lovede Cristiano Ronaldo sig selv, at han ikke ville spilde den ekstra chance, han fik. Han ville være verdens bedste, koste hvad det ville af timers træning.

I dag er Ronaldo, der her til formiddag lander i Københavns Lufthavn med Portugals landshold, blevet 29 år og er kåret til verdens bedste to gange i en glorværdig karriere. Men Ronaldo har ifølge ham selv aldrig været bedre og mere fit.

Det er ikke forkert, når iagttagere kalder ham mere en atlet end en fodboldspiller. For dagligdagen handler i bund og grund om optimering. Af træning og det mentale aspekt. Det fortæller han om ved et event for eksklusivt inviterede medier afholdt af ur-firmaet og Ronaldo-sponsoren Tag Heuer.

- Da jeg lige var kommet til Sporting, var jeg en ung knægt, der måske lidt naivt troede, at tingene ville komme gratis i livet, fordi jeg havde speed og teknik. Men en af mine trænere i Sporting gjorde det klart for mig, at hvis jeg virkelig ville skille mig ud, så skulle jeg huske, at talent kun var en lille del af verdens bedste fodboldspillere. Resten handlede om dedikation og træning.

Men tilgiv mig det lyder lidt for nemt. Det er jo nok et råd mange unge dygtige knægte har fået, uden de er blevet verdens bedste fodboldspiller?

- Selvfølgelig. Det er let at give gode råd, og det er let at lytte efter. Men der, hvor man begynder at adskille sig, er med det, man rent faktisk gør i praksis. Mange bliver topspillere, men der er der også en skillelinje. Gider man, når man er topspiller, at blive ved med at træne mange ekstra timer efter dagens træningssession? Når man har fået de dyre biler og pengene? Har man så ikke fortjent at læne sig lidt tilbage? Det tror jeg, mange tænker. Det handler om, hvad man gør. Ikke hvad man siger.

Hvad gør du så anderledes end mange andre?

- Jeg skal ikke sammenligne mig med andre. Men hele mit liv handler om at blive bedre. Det handler om at træne og hele tiden vende og dreje tingene. Hvor kan jeg blive bedre? Jeg svømmer hver dag for at optimere den muskelgruppe, som man ikke får trænet så meget på fodboldbanen. Jeg har hele tiden styr på min muskelmasse og fedtprocent, og sørger for, at det hele er optimalt. Jeg ved præcis, hvor længe jeg kan træne i styrkelokalet for, at det ikke koster træthed i musklerne, så det påvirker mit fodboldspil. Hver uge har jeg en plan for, hvad jeg skal have fokus på. Og så prioriterer jeg min søvn helt i top. Det er vigtigt med mindst ni timer i træk for mig.

Du har også fået sprinttræning af Usain Bolt?

- Ja, vi er gode venner, og han har givet mig nogle ekstra teknikker til at komme i topfart hurtigst muligt. Det er nogle små ting, men det giver alligevel nogle ekstra procenter, som så giver dig overtaget, når du er i løbeduel på fodboldbanen. Jeg lærer af alle dem, jeg kan. Jeg lærer også af Jenson Button (Formel 1), hvordan han bevarer sit fokus og arbejder med forskellige muskelgrupper. Det er mange gange, hvis du går ud over fodboldgrænsen og ser på andre sportsgrene, at du lærer noget nyt.

Men er det ikke svært at træne ekstra, når I spiller tre gange om ugen mange gange?

- Jo, derfor er det vigtigt, at jeg laver min egen personlige plan. For det hele skal doseres rigtigt, men skal gerne gøre, at jeg alligevel hver uge bliver bare en halv procent stærkere og bedre. Jeg arbejder også utrolig meget med den mentale del. Jeg har flere forskellige mentaltrænere, som har speciale på hvert deres felt. Det stimulerer mig, at man kan arbejde med hjernen og blive en bedre fodboldspiller bare ved at træne hjernen.

Du havde problemer med flere skader i sidste sæson og har haft lidt i begyndelsen af sæsonen. Kan det ikke komme af overdosering af træning?

- Det kan det selvfølgelig godt, men det har ikke været tilfældet. Skaderne er kommet i løbet af kampene, og kan komme nogle gange, når du går fra at skulle vende hurtigt og komme i topfart. Eller en hård tackling, der går ind og påvirker låret eller knæet. Jeg spiller også til grænsen af min krop. Det har jeg lært, og det får selvfølgelig nogle gange konsekvenser. Men jeg vil påstå, at min mængde træning reducerer chancerne for slemme skader betydeligt.  Min krop kan belastes meget.

Er der overhovedet noget tid til dig selv og din familie så, når du bruger så meget tid på dit fodbold?

- Min familie betyder meget for mig, og selvfølgelig prioriterer jeg også dem. Jeg har også fritid, som jeg tilbringer med dem. Det er også en del af at være i fuld balance, at man har en velfungerende familie, der støtter op om én. Men de ofrer sig også for min skyld nu midt i min fodboldkarriere, hvor de så ved, at det nok skal komme den anden vej, når karrieren er slut.