Tag til Manchester United.
Sådan lyder Cristiano Ronaldos råd til Paulo Dybala, holdkammerat i Juventus.
Den argentinske angriber er i øjeblikket en potentiel del af den storstilede byttehandel med Manchester United, hvor den anden part er den engelske klubs belgiske angriber, Romelu Lukaku.
Paulo Dybala har netop været i Manchester for at kigge nærmere på forholdene i den engelske klub, men han er nu tilbage i Torino.

Her venter en samtale med Juventus-træner Maurizio Sarri om fremtiden. I England eller i Italien. Eller et helt tredje sted.
I forløbet har Cristiano Ronaldo nu givet sin mening til kende.
Daily Mail skriver, at Paulo Dybala via den WhatsApp-gruppe, som Juventus-spillerne er medlemmer af, har spurgt sin portugisiske holdkammerat med ikon-status i fodboldverdenen til råds.
Svaret fra Cristiano Ronaldo, der på kort tid har fået en betydelig rolle i Juventus, har været tydeligt.
Han har ifølge mediet godkendt et skift til Manchester United - og skulle desuden have tilføjet, at Paulo Dybala roligt kan tage af sted, fordi han allerede har fået status af 'mester' i Juventus i sin tid i klubben.
Og ifølge Daily Mails oplysninger skulle Paulo Dybala nu være klar til at acceptere Manchester Uniteds tilbud, hvorved den store byttehandel ser ud til at blive en realitet.
Det er 10 år siden, at Cristiano Ronaldo selv forlod Manchester United. Dengang med kurs mod Real Madrid - portugiseren står foran sin anden sæson i Juventus.
Transfervinduet for Premier League-klubberne lukker 9. august, mens det i Serie A først lukker 18. august.