Portugal måtte nøjes med 2-2 i et opgør mod Serbien, efter en meget kontroversiel afslutning på opgøret.

Portugal-anfører Cristiano Ronaldo troede, at han havde sendt sejrsmålet over stregen i kampens overtid, da stjerneangriberen sparkede bolden forbi Serbiens keeper, Marko Dmitrovic.

Den serbiske forsvarsspiller Stefan Mitrovic kastede sig ned for at feje bolden væk, inden den røg ind over stregen.

Og dommeren mente, at det lykkedes Mitrovic. Bolden blev ikke dømt inde og det efterlod Ronaldo rasende, der voldsomt gestikulerede mod linjedommeren over, hvordan han dog ikke kunne se, at bolden var over stregen. Du kan se hele situationen i videoafspilleren øverst i artiklen.

Og det ligner unægteligt på tv-billederne, at Portugal og Ronaldo blev snydt for sejren.

Der var dog ikke VAR i brug i kampen og derfor stod dommerens kendelse ved magt. Ronaldo kunne slet ikke tro, hvad der lige var sket. På trods af, at det sidste fløjt ikke havde lydt, gik Ronaldo i ren afsky ud fra banen og kastede sit anførerbånd i jorden.

Selvom der nok var tale om en kæmpe dommerfejl, fik Ronaldo efterfølgende hug på de sociale medier for at agere sådan i situationen som landsholdets anfører.

Derfor undskyldte han efterfølgende sin meget voldsomme reaktion efter kampen.


Foto: MIGUEL A. LOPES
Vis mere

‘At være kaptajn på det portugisiske landshold er den største hæder og et kæmpe privilegium. Jeg giver, og vil altid give, alt for mit land. Det vil aldrig ændre sig. Men der er vanskelige øjeblikke at håndtere. Især når vi føler, at en hel nation bliver snydt,’ lyder det fra Ronaldo på stjernens Instagram-profil.

Portugal kom foran med 2-0 i opgøret på to mål af Liverpool-profilen Diogo Jota.

Serbien leverede dog et flot comeback, hvor Frankfurt-spilleren Filip Kostic udlignede til 2-2 med godt en halv time tilbage af opgøret.

Og det blev også kampens resultat, da den kontroversielle situation i overtiden ikke endte med en scoring. Det efterlader både Portugal og Serbien på en delt førsteplads i VM-kvalifikationsgruppen med hvert fire point.