Søstrene til fodboldstjernen Cristiano Ronaldo var langt fra tilfredse.

Cristiano Ronaldo blev forbigået til titlen som verdens bedste fodboldspiller, Ballon d'Or.

Kroaten Luka Modric løb i stedet med kåringen, og det har efterfølgende fået Cristiano Ronaldos søster Elma Aveiro op ad stolen.

Hun retter nemlig en stærk kritik af kåringen.

»Desværre er det en rådden verden, vi lever i med mafia og f*****g penge. Guds kraft er meget større end dette. Gud tager sin tid, men han fejler ikke,« skrev Elma Aveiro på sin Instagram-profil og henviste til forbigåelsen af Cristiano Ronaldo som verdens bedste fodboldspiller.

Også Cristiano Ronaldos anden søster, Katia Aveiro, viste stor utilfredshed over kåringens udfald.

»Bedste fodboldspiller i verden - for dem der har forstand på fodbold, selvfølgelig.«

Udover Cristiano Ronaldo og Luka Modric var også franskmanden Antoine Griezmann nomineret til titlen.

Cristiano Ronaldo har vundet titlen som verdens bedste fodboldspiller i 2008, 2013, 2014, 2016 og 2017. Vis mere

Det var første gang siden 2007, at hverken Cristiano Ronaldo eller argentinske Lionel Messi løb med prisen.

Dengang var brasilianeren Kaka, der fik flest stemmer og kunne tage den famøse pokal med hjem.

Cristiano Ronaldo har selv vundet prisen fem gange - senest i 2017.

I år var også første gang, at Ballon d'Or-prisen blev uddelt til kvindelige fodboldspillere. Her løb norske Ada Hegerberg med titlen foran danske Pernille Harder.