48.466 tilskuere.

Mere var der ikke, da Real Madrid søndag aften åbnede Primera Division-sæsonen hjemme mod bysbørnene Getafe.

Det er det laveste tilskuerantal på Santiago Bernabeu i lige over ni år.

Og det sker efter en sommer, hvor den spanske klub har solgt sin største stjerne, sit største trækplaster, Cristiano Ronaldo.

Pudsigt nok var den seneste kamp med så lavt et tilskuertal, da Real Madrid sluttede 2008-09-sæsonen af med at møde Mallorca - herefter blev dén sommers helt store indkøb... Cristiano Ronaldo.

Crisrtiano Ronaldo fik i weekenden debut for Juventus.
Crisrtiano Ronaldo fik i weekenden debut for Juventus. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Men trods mere end 30.000 tommer sæder på Santiago Bernabeu (hvor der er plads til 80.000 tilskuere) vandt Real Madrid alligevel med 2-0 søndag aften. Målene blev scoret af Dani Carvajal og indskiftede Gareth Bale - der for tredje sæson i træk scorede i første ligakamp.

Den nye Real Madrid-træner, Julen Lopetegui, var tilfreds.

»Jeg føler en stor glæde over at have vundet kampen. Det er første ligakamp i den turnering, der fortæller dig, hvor godt holdet egentlig er,« sagde Julen Lopetegui efter kampen:

»Vi er glade og tilfredse.«

Real Madrid kom skidt fra start i anden sammenhæng i sidste uge. Her blev den europæiske Super Cup tabt med hele 2-4 til Atletico Madrid.