Torsdag var en ganske særlig dag for det portugisiske landshold.

Det var nemlig et år minus én dag siden, at landsholdsspilleren Diogo Jota døde i en bilulykke sammen med sin bror.

Efter at dommeren havde fløjtet en dramatisk kamp af, og det stod klart, at Portugal havde vundet over Kroatien 2-1, holdt de portugisiske spillere en trøje op med nummeret 21 på.

Det var Diogo Jotas tidligere nummer, og Cristiano Ronaldo dedikerede sejren til sin afdøde holdkammerat.

- Det er en særlig dag, som I ved, for vores Jota. Han sidder deroppe og skinner ned på os, og det er et helt særligt øjeblik.

- Vi føler alle sammen, at han er her med os, og det gav kun mening at vinde for at ære ham på bedst mulig vis, siger Ronaldo ifølge nyhedsbureauet dpa efter kampen.

Ronaldo finder det bemærkelsesværdigt, at Portugal vandt kampen dagen før årsdagen.

- Livets tilfældighed er helt utrolig, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ulykken fandt sted i den spanske by Zamora i det nordvestlige Spanien 3. juli 2025.

Her var Jota og hans bror, André Silva, i gang med en overhaling på motorvejen i en Lamborghini, da et af hjulene fik en defekt.

Begge blev erklæret døde på stedet.

Jota blev 28 år, mens hans lillebror blev 25 år.

Spansk politi konkluderede efterfølgende, at den Lamborghini, som brødrene kørte i, kørte langt hurtigere end det tilladte. Det lød videre, at det formentlig var Jota, der kørte bilen.

Den portugisiske angriber spillede 49 landskampe for Portugal og kom til Liverpool i 2020. Han var blandt andet med til at vinde Premier League og FA Cuppen. Det blev til i alt 182 kampe og 65 mål for Liverpool.

André Silva var også fodboldspiller. Han spillede for Penafiel, som spiller i Portugals næstbedste række.

Portugal skal møde de europæiske mestre Spanien mandag aften klokken 21.00.

RITZAU