Cristiano Ronaldo bliver væk.

Den portugisiske fodboldspiller har ikke tænkt sig at dukke op til mandagens gallafest, når Fifa uddeler sin 'The Best'-pris til verdens bedste spiller.

Det skriver spanske Marca og italienske Tuttosport enstemmigt.

Cristiano Ronaldo er ellers nomineret til den prestigefyldte udmærkelse sammen med Luka Modric og Mohamed Salah - og han har endda vundet den de seneste to år og fem gange i alt.

Luka Modric er favorit til at vinde endnu en pris mandag aften. Her står han med Uefas pris som 'årets spiller'.
Luka Modric er favorit til at vinde endnu en pris mandag aften. Her står han med Uefas pris som 'årets spiller'. Foto: Eric Gaillard
Vis mere

Ifølge medierne er der to grunde til, at Juventus-spilleren bliver væk.

  1. Sportsligt: Gallafesten ligger klemt inde mellem to liga-runder, hvor den italienske klub skal spille onsdag efter at have spillet søndag.
  2. Stolthed: Luka Modric regnes som storfavorit til at modtage prisen.

I august vakte det opsigt, da Cristiano Ronaldo - uden at have meddelt det på forhånd - valgte at blive væk fra Uefas kåring af Europas bedste spiller. Her vandt netop den tidligere holdkammerat Luka Modric i et tilsvarende felt af nominerede, hvilket tilsyneladende ikke faldt i god jord hos Cristiano Ronaldo.

I den forbindelse rasede portugiserens agent, Jorge Mendes, over, at hans klient var blevet forbigået.

»Det er latterligt, en skændsel,« lød det fra Jorge Mendes.

Cristiano Ronaldo vil have fuld fokus på Juventus.
Cristiano Ronaldo vil have fuld fokus på Juventus. Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

Omvendt lød der en kritisk svada rettet mod den portugisiske fodboldspiller fra Luka Modrics kroatiske landstræner:

»At Ronaldo ikke kommer til Uefas ceremoni og de her kommentarer om, at Luka vandt… det er slet ikke værd at kommentere på,« sagde Zlatko Dalic.

Cristiano Ronaldo skulle i denne omgang have meddelt Fifa, at han ikke har tænkt sig at dukke op.

Til gengæld skulle eksempelvis Lionel Messi have meddelt, at han vil være stede ved gallaceremonien i London, selv om han ikke er blandt de nominerede til den fineste pris.