I en ny dokumentar åbner Ronaldo op om et emne, der ikke så tit bliver sat fokus på i fodboldens verden.

Den 46-årige brasilianske fodboldlegende taler ud om problemer med sin mentale sundhed under en imponerende karriere, men også en meget skadespræget en af slagsen, hvor presset ikke blev mindre på ham af den grund.

Det gør han til det spanske medie Marca i forbindelsen med præsentationen af en ny dokumentar om Ronaldo med titlen 'Fænomenet,' der også er den tidligere landsholdsangribers kælenavn.

I filmen taler Ronaldo blandt andet med Roberto Carlos – som han både har spillet sammen med på klub- og landshold – om, at de begge har haft mentale problemer og udfordringer i deres karriere.

Foto: CHEMA MOYA
Vis mere

Marca spørger i interviewet Ronaldo ind til, hvorvidt han har haft en depression.

»Ja, i dag går jeg til psykolog. Jeg har været i terapi i to et halvt år og forstår mig selv meget bedre end før,« svarer Ronaldo og fortsætter:

»Jeg er fra en generation, hvor man blev smidt ud på banen og skulle yde sit bedste uden den mindste antydning af dramatik. Jeg ser tilbage på det nu og ser, at vi blev udsat for en meget, meget stor mental belastning og uden nogen forberedelse til det, som vi blev udsat for,« fortsatte legenden.

Selvom Ronaldo havde store problemer med skader og vanvittigt mentalt pres på brasilianeren, formåede han at vinde det meste, der var at vinde i sin aktive karriere. To Ballon d'Or-titler, to VM-trofæer og flere spanske ligatitler er bare nogle af de voldsomt imponerende ting, som den brasilianske legende var med til at vinde.

Selvom Ronaldo oplevede alle disse succeser, var der et voldsomt pres på verdensstjernen, som han stadigvæk kæmper med konsekvenserne af i dag. Heldigvis mener han, at virkeligheden er en helt anden for spillerne i dag end det var tilfældet for ham.

»I dag er spillere meget bedre forberedt, de får den professionelle hjælp, de har brug for. I min tid var der desværre ikke noget af det, selvom vi har vidst hele vores liv, at fodbold kan forårsage megen stress, som kan påvirke os i resten af ​​vores liv,« siger Ronaldo.