Ronaldinho har en fod med i mål i gensyn med fodboldbanen
45 minutter blev det til for Ronaldinho, da han søndag gjorde comeback til fodbold i Italien.

45 minutter blev det til for Ronaldinho, da han søndag gjorde comeback til fodbold i Italien.

Selv om han er blevet 46 år, har Ronaldinho ikke glemt, hvordan man spiller fodbold.
Det beviste den tidligere Barcelona-stjerne søndag, hvor han for en stund gjorde et meget imødeset comeback for Ravenna i den tredjebedste italienske række.
Brasilianeren var med i startopstillingen for den norditalienske klub og fik dermed sine første minutter, siden han i 2015 var på kontrakt hos Fluminense i hjemlandet.
Det blev til en halvleg for Ronaldinho, som forlod banen ved stillingen 1-0. Han havde sågar tredjesidste fod på scoringen, som Giulio Donati bragede i nettet efter 36 minutter.
Den teknisk stærke dribler var dog ikke tilnærmelsesvis på samme niveau, som mange husker ham for fra tiden i Paris Saint-Germain, Barcelona og AC Milan.
Hans løbepensum var da heller ikke ligefrem blandt de højeste på banen, og Ronaldinho var tydeligvis træt, da han ved pausefløjtet vinkede farvel til publikum, mens han formede et hjerte med hænderne.
Ronaldinho underskrev i juni en kontrakt med Ravenna, der er ejet af vennen Ignazio Cipriani. Senere har Ronaldinho også købt en mindre ejerandel af den italienske klub.
Hans tilbagevenden har givet Ravenna usædvanligt stor opmærksomhed, og hovedpersonen selv glædede sig til at vise sine evner igen.
- Jeg vil bare have en rigtig god dag. Jeg er glad for at være her til begyndelsen på denne vidunderlige historie, sagde han fredag til Sky Sports.
- Præsidenten drømmer om noget stort for Ravenna, og det gør mig glad at være en del af, lød det fra brasilianeren.
RITZAU