Det har næppe været sjovt at være Ronaldinho, der går under det borgerlige navn Ronaldo de Assis Moreira, den seneste tid.

For den tidligere fodboldstjerne, der havde enorm succes for Brasilien og FC Barcelona i 00'erne, har været igennem en hård periode.

Det brasilianske fodboldikon og hans bror, Roberto, blev nemlig anholdt i starten af marts. Få dage senere blev de varetægtsfængslet af en dommer, da begge er mistænkt for at have rejst ind i Paraguay ved hjælp af falske pas.

Og netop den detalje er der nu nyt om, skriver mediet News.

40-årige Ronaldinho i lufthavnen i Paraguay.
40-årige Ronaldinho i lufthavnen i Paraguay. Nathalia Aguilar

For det var nemlig én specifik linje i den 40-årige fodboldstjernes pas, der vakte de paraguyanske myndigheders interesse, da de to brødre forsøgte at gå igennem lufthavnens paskontrol. (Det kan du se meget mere til nederst i artiklen.)

'Paraguyansk statsborgerskab' stod der i Ronaldinhos pas, og fodboldkendere vil vide, at det absolut ikke er tilfældet.

Brasilianeren var blevet inviteret til Paraguay af en velgørenhedsorganisation, hvorefter organisationens direktør, Dalia Lopez, havde anmodet om officielle paraguayanske pas til de to brødre, der påstår, at de ikke anede, at passene var falske, da de modtog dem.

De brasilianske myndigheder inddrog Ronaldinhos brasilianske pas i november 2018, da han ikke formåede at betale en bøde på 2,5 millioner dollar - knap 17 millioner kroner - for miljøskader i forbindelse med opførelsen af en ejendom i Porto Alegre i det sydlige Brasilien.

40-årige Ronaldinho i lufthavnen i Paraguay.
40-årige Ronaldinho i lufthavnen i Paraguay.

For nylig kom det dog frem, at Ballon d'Or-vinderen anno 2005 er blevet løsladt mod kaution, som endte med at koste de to brødre hele 11 millioner kroner - som fodboldikonet ifølge mediet måtte lægge ud for. Ronaldinho er dog langt fra en fri mand.

I stedet er han blevet beordret i husarrest sammen med sin bror på et hotel i Asuncion i Paraguay, hvor de skal opholde sig, mens de afventer en retssag.

Efterfølgende var der rygter om, at brasilianerens tidligere holdkammerat Lionel Messi skulle have hjulpet de to brødre økonomisk i forhold til at betale kautionen. Det var mediet TNT Sports LA, som skrev det på Twitter.

De rygter skyndte den argentinske superstjerne sig dog at skyde ned, da han på Instagram tog et screenshot af TNT Sports LAs historie og skrev, at udsagnet var løgn.

Ronaldinhos falske pas.
Ronaldinhos falske pas. Twitter