»Det er i sådan en situation, man må tage et rødt kort.«

Sådan lød konklusionen fra FC Københavns træner, Jacob Neestrup, efter lørdagens Superliga-kamp, hvor Kevin Diks forgæves forsøgte at stoppe Viborgs Alassana Jatta, der afgjorde kampen på en friløber efter 93 minutter.

Men den udtalelse er ikke helt efter bogen, mener den forhenværende politiker Jens Rohde, der tidligere på måneden blev valgt som formand for foreningen Danske Fodbolddommere.

Ifølge formanden bør Jacob Neestrup straffes for sin udmelding.

Neestrup var ikke tilfreds med lørdagens præstation.
Neestrup var ikke tilfreds med lørdagens præstation. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Den kommentar er til rødt kort. Så simpelt er det,' skriver han på X, og i kommentarfeltet uddyber han hvorfor.

'Det er i strid med alle de værdier, vi forsøger at prædike til ungdommen om Fair Play. Man opfordrer ikke til usportslig optræden i hans position.'

Kevin Diks undgik som bekendt at trække et rødt kort i situationen, der endte med at koste københavnerne point på trods af, at FCK havde kontrollen i størstedelen af opgøret.

Nederlaget til Viborg brød samtidig FCKs stime med fem kampe i træk uden nederlag i Superligaen.

Holdet er fortsat i spidsen i Superligaen, men både Brøndby IF og FC Midtjylland kan komme op på siden af FCK, så alle tre mandskaber kan have 33 point, når runden er færdigspillet.

Andre læser også