Fodbold kan sætte de helt store følelser i gang. Selv når man er en svensk herre i sin bedste alder, der har prøvet lidt af hvert i trænerbranchen.

For det er ikke hver dag, at man er med til at levere et historisk resultat, som det var tilfældet for Sverige landstræner Janne Andersson, der i aftes førte de blå-gule til VM i Rusland efter en sensationel samlet 1-0-sejr over Italien.

Da han i dag mødte pressen efter Sveriges mandfolkepræstation, der mandag aften skaffede 0-0 mod mægtige Italien i Milano, var han tæt på tårer, da han skulle beskrive, hvordan han havde haft det i timerne efter triumfen, der sikrede svenskerne VM-billetten.

Janne Andersson og målmand Robin Olsen fanget i den euforiske 'vi er VM-klar'-stund. REUTERS/Alessandro Garofalo
Janne Andersson og målmand Robin Olsen fanget i den euforiske 'vi er VM-klar'-stund. REUTERS/Alessandro Garofalo Foto: ALESSANDRO GAROFALO
Vis mere

»Følelserne… Det er svært at får det til at synke ind. Jeg er så meget inde i min egen verden,« siger 54-årige Andersson, som har stået i spidsen for Sverige siden EM i 2016, og som har ført vores nabobland gennem en VM-kvalifikation med svære modstandere som Frankrig, Holland og Italien.

Han fortsatte med eftertænksom mine:

»Jeg bliver nok mere rørt af at se andre, der bliver rørt... Da jeg så Granen (anfører Andreas Granqvist, red.) i går... Det var sidste chance for mange af spillerne for at komme med til et VM. Det var heftigt. Den reaktion, de havde... Det var heftigt,« siger Andersson, som kunne se sine spillere juble i vilden sky, da det forløsende slutfløjt lød på et San Siro i VM-chok.

Scenerne med en flok overkåde svenske landsholdsspillere, der stormede ned mod svensk tv’s interimistiske studie på sidelinjen og i ren VM-eufori dansede og hoppede studiet i stykker på live-tv, er gået verden rundt.

Se den vilde video af de overkåde svenske VM-helte:

 
Efter at have sikret VM-kvalifikationen stormede de svenske spillere tv-studiet.
Vis mere

Til gengæld var den svenske landstræner noget mere iskold og kontant, da spørgsmålene på pressemødet sporede sig ind på den store elefant, der altid er i rummet, når snakken falder på svensk landsholdsfodbold, Zlatan Ibrahimovic.

Den store svenske angrebslegende har ikke spillet en landskamp, siden han takkede af på landsholdet efter EM i 2016. Andersson mente derfor, at det var respektløst af journalisterne at stille på spørgsmål om Ibrahimovic, som er Sveriges mest scorende landsholdsspiller i historien med 62 landskampsmål i 116 kampe.

Zlatan Ibrahimovic var på lægterne til den første kamp mellem Sverige og Italien i Stockholm. / AFP PHOTO / Jonathan NACKSTRAND
Zlatan Ibrahimovic var på lægterne til den første kamp mellem Sverige og Italien i Stockholm. / AFP PHOTO / Jonathan NACKSTRAND Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

»Zlatan er vores største spiller genem tiden. Men Zlatan har valgt ikke at være med. Hvorfor fanden skal vi snakke om ham, når han ikke er med. Det er irriterende, at snakke om en spiller, som ikke var med på et hold, som har gjort det fantastisk. Men Zlatan er jo fantastisk på alle måder,« siger Andersson.

Ibrahimovic-lejren var selv med til at puste til Zlatan-gløderne, da Manchester United-angriberens mangeårige agent, Mino Raiola, efter kampen mod Italien meldte ud, at han gerne ser sin klient på Sveriges landshold til sommer.

»Hvis det er op til mig, så leverer jeg ham personligt,« skrev han i en sms til den svenske avis Expressen.

Evigt selsikre Ibrahimovic kunne da heller ikke dy sig for at sætte sig selv i fokus efter den flotte VM-triumf, da han på de sociale medier lagde et billede ud af de jublende svenske spillere med teksten 'We are Zweden'.

Frem for at snakke om den altoverskyggende svenske superstjerne ville Janne Andersson hellere fremhæve det nuværende landsholds nye små 'superstjerner'.

»Jeg er stolt over den måde, som vi har kvalificeret os på. Vi har mange gode spillere. Det var ikke kun 'holdet', der gjorde det, Vi har mange gode individualister,« siger Andersson, som dog kunne melde, at en af de nye profiler, matchvinderen fra den første kamp mod Italien, Jakob Johansson, som udgik med en knæskade i Milano, er tvivlsom til det kommende VM.

»Han har fået en korsbåndsskade, så han er nok ude i et halvt år. Det er vældig trist, men jeg håber, at han kan nå det« siger landstræneren, som dog kan trøste sig med, at Sverige altså er klar til nationens første VM-slutrunde siden 2006.

Mens spillerne havde travlt med at fejre VM-billetten, brugte landstræner Janne Andersson tiden på at rydde op efter spillerne i omklædningsrummet.