Rønnow og Union Berlins ti mand kæmper sig til point
Frederik Rønnow fik point med Union Berlin, mens Yussuf Poulsen bar anførerbindet i HSV's tunge nederlag.

Frederik Rønnow fik point med Union Berlin, mens Yussuf Poulsen bar anførerbindet i HSV's tunge nederlag.

Union Berlin med den danske målmand Frederik Rønnow fik lørdag et hårdt tilkæmpet point mod Augsburg i Bundesligaen.
Hovedstadsklubben fik svære betingelser fra starten af udekampen mod Augsburg, da et rødt kort til en forsvarsspiller efter blot 19 minutter betød, at holdet måtte spille det meste af kampen med ti mand.
Augsburg formåede dog ikke at udnytte overtalssituationen, og efter 63 minutter fik hjemmeholdet selv sendt en mand ud.
Efter en scoring fra hvert hold kort efter hinanden endte opgøret 1-1.
Union Berlins udvisning kom efter et dårligt samspil i forsvaret, som tvang Felix Uduokhai til at bremse en modstander som bagerste mand.
Augsburg lagde et tungt pres og havde klart overtaget i kampen.
Men i det 62. minut dummede hjemmeholdets Juma Bah sig, da han trådte en modstander hårdt over benet.
Denne gang var dommeren heller ikke i tvivl - det blev til direkte rødt kort.
Kort efter kampens anden udvisning faldt kampens to scoringer.
Først headede Augsburgs Han-Noah Massengo bolden i mål, uden at Rønnow havde nogen realistisk chance for at redde den.
Janik Haberer stod for Union Berlins udligning tre minutter senere.
Det ene point hjælper lidt hos Union Berlin, som kæmper for at komme væk fra bunden af Bundesligaen.
Med seks point efter syv kampe ligger klubben på næstsidstepladsen.
Andetsteds bar Yussuf Poulsen anførerbindet i første halvleg for Hamburger SV, som tabte 0-1 på udebane til oprykkerne fra Paderborn.
Den 32-årige dansker var kaptajn for HSV i sidste sæson, men i sommer blev anførerbindet givet videre til Nicolai Remberg.
Nicolas Capaldo og Albert Sambi Lokonga blev udnævnt til viceanførere, mens Yussuf Poulsen skulle "understøtte trioen", lød det fra klubben i august.
Lørdag sad både Remberg og Capaldo ude med skader, mens Lokonga begyndte på bænken.
Derfor tilfaldt ansvaret igen danskeren, der startede inde på toppen for den tyske klub.
Angriberen kom dog ikke på måltavlen og blev skiftet ud i pausen.
I de sidste 20 minutter kom Albert Grønbæk ind for HSV, men Paderborns Rayan Philippe sikrede hjemmeholdet sejren i 88. minut.
RITZAU