Flere af de helt store klubber står i et dilemma - skal de slå til nu og købe den tyske angriber Timo Werner, eller skal de vente og se, om coronakrisen sænker prisen?

Et afgørende punkt er, at han tilsyneladende har en klausul, der gør, at han kan hentes for 55 millioner euro, 410 millioner kroner, hvis klubberne slår til inden for de næste ni dage.

Det er Sky Sports, som skriver om denne frikøbsklausul, der sætter alle spekulationerne i gang.

RB Leipzig-angriberen er ifølge mediet i søgelyset hos de store engelske klubber Liverpool, Chelsea og Manchester United, og den 24-årige tysker skulle være meget interesseret i at komme til Liverpool, fordi han er en stor beundrer af manager Jürgen Klopp og mener, at klubben er den bedste i verden.

Timo Werner har en klausul, der udløber om godt en uge.
Timo Werner har en klausul, der udløber om godt en uge. Foto: HAYOUNG JEON
Vis mere

Før coronaens udbredelse ville en pris på 410 millioner kroner være et rent røverkøb for Liverpool.

Sky Sports skriver imidlertid, at klubben ikke har lyst til at smide over 400 millioner kroner på bordet for nuværende, da ingen reelt kender til markedets udvikling, og hvordan den bliver påvirket af coronakrisen.

I de seneste måneder har alle troet, at de skyhøje priser for de profilerede fodboldspillere ville falde, men så slog PSG pludselig til og købte Mauro Icardi for næsten samme pris som Werners klausul.

Købere og sælgere overvejer nu, om salget af Icardi sætter standarden for priserne på markedet, og da Werner er tre år yngre end Icardi, er det ifølge Sky Sports utænkeligt, at RB Leipzig sælger ham for under 50 millioner euro.

Liverpool og de andre store klubber har altså lidt over en uge til at træffe den afgørende beslutning.