Landsholdsspilleren blev til reality-stjerne og skabte sit eget franske paradis. BT besøgte Jakob Kjeldbjerg, der har flirtet med døden i Robinson, ser sig selv i Nicklas Bendtner og efterlyser rabalder i fodboldverdenen.
BT er på besøg i 46-årige Jakob Kjeldbjergs franske paradis i bjergbyen Magagnosc godt 45 minutters kørsel fra havnebyen Nice. Hos fodboldspilleren, der for små 20 år siden blev erklæret fodboldinvalid, og siden blev en af dansk tvs mest karismatiske profiler med en klar ambition om at droppe ligegyldigheder og levere underholdning. Undervejs – for præcis 10 år siden – sagde han farvel til Danmark og kastede sig selv og familien ud på dybt vand med lukkede øjne og hovedet først. Det kunne være blevet en smertefuld maveplasker sådan i overført betydning, men endte som et veltimet hovedspring.
»Det er et eventyr, som er lykkedes. Der har ved gud været bump på vejen, men sikke et eventyr,« understreger han.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele interviewet med Jakob Kjeldbjerg, der viser rundt i sit franske paradis. Her får du hans opsang til den fodboldverden, han tidligt forlod, hvordan han sammenligner sig selv med Nicklas Bendtner og hvordan manden bag ekspeditionslederens khaki-skjorte er 'i virkeligheden'.
Landsholdsspilleren blev til reality-stjerne og skabte sit eget franske paradis. BT besøgte Jakob Kjeldbjerg, der har flirtet med døden i Robinson, ser sig selv i Nicklas Bendtner og efterlyser rabalder i fodboldverdenen.
»Kom så, Cornelius. Sig noget!«
Jakob Kjeldbjerg taler til den store fladskærm på væggen, hvor FC København-angriberen Andreas Cornelius får stukket en mikrofon i hovedet. Da den nuværende Robinson-vært sagde farvel til fodboldprogrammet Onside, så han ikke en fodboldkamp i to år. Han var mæt. Nu er sulten tilbage og siddende i stuens sofahjørne iført joggingbukser sammen med sine piger er passionen tilbage. Optakten til Champions League-braget mod belgiske Club Brugge er i gang, og Andreas Cornelius leverer et par intetsigende selvfølgeligheder.
»Arh!« lyder det fra sofaen.
»Fodboldspillere bør forstå, at hvert eneste interview de laver, er en jobansøgning til tiden efter karrieren. Der er en usund angst for at kaste sig ud på dybt vand. Hvad er det værste, der kan ske, når vi håner hinanden lidt og slås om pladsen i medierne. At man giver hinanden lidt røg i medierne og siger, ’jeg er den bedste’. Helt ærligt. Hvad er problemet? Fodbold er jo hamrende underholdende, men man går glip af ti procent gratis underholdning, fordi man lægger bånd på sig selv og spillerne.«
BT er på besøg i 46-årige Jakob Kjeldbjergs franske paradis i bjergbyen Magagnosc godt 45 minutters kørsel fra havnebyen Nice. Hos fodboldspilleren, der for små 20 år siden blev erklæret fodboldinvalid, og siden blev en af dansk tvs mest karismatiske profiler med en klar ambition om at droppe ligegyldigheder og levere underholdning. Undervejs – for præcis 10 år siden – sagde han farvel til Danmark og kastede sig selv og familien ud på dybt vand med lukkede øjne og hovedet først. Det kunne være blevet en smertefuld maveplasker sådan i overført betydning, men endte som et veltimet hovedspring.
»Det er et eventyr, som er lykkedes. Der har ved gud været bump på vejen, men sikke et eventyr,« understreger han.
Den tidligere landsholdsspiller og udlandsprof i Chelsea er aktuel i sin 12. sæson som ekspeditionsleder i TV3s populære reality-program ’Robinson Ekspeditionen’ og har åbnet dørene for at give et indblik i det liv, han selv kalder et eventyr. Til en snak om, hvordan årets danske fodboldspiller anno 1993 kom til at råbe ad eventyrlystne danskere på øde bounty-øer, om den ensporede fodboldverden han aldrig fandt ro i, hans opsang til kedelige fodboldspillere og personen bag khaki-skjorten.
»Vi har en epidemi hernede. Palmetræernes dengue feber!«
Nogle timer før Kjelbjergs skuffelse i sofaen gjalder ordene med en ekspeditionsleders kraft godt fem meter over græsset. Han har saven i den ene hånd, en gren med palmefrugter i den anden og fødderne på skydestigen, der hviler mod den enorme palme uden for casa Kjeldbjerg. Han taler om giftige biller, der er ved at udslette områdets palmer med samme brutalitet som den sygdom, der i 2010 var ved at tage livet af ham på en Robinson-ekspedition.
Dengang han blev mindet om, at livet kun er til låns. Fodboldkarrieren skabte Jakob Kjeldbjergs formue, men for den kompromisløse forsvarsspiller var fodbolden ikke nok. Han blev ekspeditionsleder på øde barske øer og står denne solskinsdag i arbejdstøj med hænderne i en palmetop.
»Jeg er en af de typer, for hvem fodbolden simpelthen bliver for ensporet. På den måde tror jeg, at Nicklas Bendtner har det lidt ligesom mig. Ikke i forhold til at kegle rundt, men i forhold til, at han dybest set bare har behov for noget andet også. Fodboldverdenen er simpelthen blevet for rigid for ham,« lyder det fra Jakob Kjeldbjerg, der bruger referencen til Bendtners eskapader i fortællingen om sin egen rastløshed. En rastløshed og rodløshed, som allerede prægede ham, da han som 18-årigt Viborg-talent brugte Superligaens vinterpause på at spille fodbold i Thailand med holdkammeraten Heine Fernandez.
»Det var nok en af de sidste ting, man skulle gøre, hvis man ville være landsholdsspiller og udlandsprofessionel, men der tog vi sgu lige over og spillede Queens Cup. Allerede dengang havde jeg eventyrtrangen.«
Kort efter skiftede Jakob Kjeldbjerg til Silkeborg, hvor han i 1993 blev kåret som ’Årets Spiller’ i Danmark, inden han blev hentet af engelske Chelsea. Her fortsatte opturen, men undervejs ulmede en konstant trang til at prøve noget mere end ’bare’ spille fodbold. Også selvom tilværelsen i Chelsea var gylden, både hvad spilletid og millioner angår.
»Den bedste periode, jeg havde som fodboldspiller, var mit sidste år i Silkeborg. Der havde jeg et job, hvor jeg hældte gas i gasbeholdere, mens jeg den sidste periode læste på universitetet i Aarhus. Kombinationen af noget helt andet sammen med fodbolden gjorde mig god,« siger han og taler videre:
»Hvis jeg ikke var blevet skadet og måtte stoppe karrieren, er jeg sikker på, jeg var blevet en af dem, der på et eller andet tidspunkt havde fået nok. Det var jeg faktisk ved at få, også inden jeg blev skadet. At fodbolden fyldte alt, var svært for mig.«
»Jerry, nej!«
Den ene af Jakob Kjeldbjergs to bokserhunde irettesættes med en klassisk Kjeldbjerg-befaling, der afbryder den idylliske ro på grunden, som blandt andet tæller en pool, en tennisbane, oliventræer og en udendørs lounge med køkken og bar. I midten af loungen hænger en træningselastik, som han bruger til at komme i form inden Robinson-optagelserne.
Hundene sværmer omkring deres ’far’, mens han viser rundt. Det er dem, der holder ham med selskab, når døtrene Maria og Sophia er i skole, og hustruen Christine arbejder. Jakob Kjeldbjerg er på optagelse med Robinson i syv-otte uger om året og typisk tre-fire uger yderligere som vært på et andet TV3-program. Resten af året tilbringer han i sit franske paradis med hundene, som han kalder ’mine bedste venner i dagligdagen’.
Herfra reflekterer han over sit eget og sine pigers liv. Som 27-årig slog livet en voldsom koldbøtte, da han blev erklæret fodboldinvalid efter en slem knæskade. Et chok og en brutal mavepuster, men også en fribillet til en verden med nye muligheder.
»Jeg var nok hurtigere end den ’almindelige’ fodboldspiller til at sige; ’wow’, nu kører det. Hvad er det så, jeg skal? Mit liv var ikke i ruiner i særlig lang tid.«
»Uden skaden kunne jeg nok have spillet i seks-otte år mere og nået den gyldne økonomiske periode, hvor jeg kunne have stået i et midterforsvar i den næstbedste engelske række og skovlet millioner ind. Men mit hoved havde ikke været med. Jeg ville under alle omstændigheder være stoppet før.«
Vejen videre blev tv, selvom han som spiller aldrig var manden med de skarpe one-liners. Han blev vært og senere redaktør på fodboldprogrammet Onside, inden han i 2004 afløste Thomas Mygind som vært på Robinson Ekspeditionen og blev en kendis for familien Danmark med sin kontante og indimellem kyniske fremtoning.
Hvor meget af den ’rigtige Jakob Kjeldbjerg’ er der i ekspeditionslederen Jakob Kjeldbjerg?
»Rigtig meget. Det er nærmest... Efter så mange år har jeg svært ved at skelne,« siger han og stikker i et højlydt grin.
Mange oplever dig jo som meget kynisk og kontant....
»Ja, og det er tæt på at være mig. Jeg lever mig ind i ekspeditionen, i historien og i deltagerne, og så ser jeg, hvad der sker. Der er ikke et manuskript på, hvordan jeg skal være. Der var nogle år fra 2008-2011, hvor jeg var meget hård og nærmest ond, og der var det skuespil, fordi jeg skulle spille en rolle. Men efterfølgende har jeg bare været mig. Jeg er hamrende ambitiøs, så når den syvende giver op på 13 dage i årets ekspedition, er jeg jo også personligt frustreret,« siger Jakob Kjeldbjerg, der i dag føler sig tættere på tv-branchen end sin fodboldidentitet. Men han bruger begge verdener.
»Jeg er gennemsyret tv-mand, men begge lægmuskler er fodboldspilleren og også en smule af hjernen. Jeg bruger det i allerhøjeste grad, når jeg laver Robinson. Det er noget af det med at være kompromisløs, når man er på og leverer, og det er også det, jeg af et godt hjerte prøver at ’punke’ deltagerne for,« siger han og skruer op for tonelejet:
»Lad være med at gøre den samme fejl, jeg gjorde som spiller. Lad være med at stå og se ud som om, at I ikke er så vilde med at være der eller ikke har noget energi. Væn jer til at fokusere, når kameraerne kører. Det er nøjagtig det samme med fodboldspillerne,« fortsætter han og fremhæver superstjernen Zlatan Ibrahimovic som det perfekte eksempel på fodbold som underholdning.
»Vi skal glæde vores fans, de skal have noget at snakke om. Lad os få lidt slag i bolledejen. Det behøver Zlatan ikke at få at vide. Han gør det bare. Det er jo fantastisk. Det er det, vi lever af i fodboldens verden,« udbryder han og blotter et bredt smil, som dog hurtigt forstummer.
»Derfor er jeg også så træt af, at Nicklas Helenius ikke vil juble, når han scorer et fedt mål for Silkeborg mod sin gamle klub. Jubl dog! Jeg kan næsten ikke klare det. I dag er der så mange spillere, der skifter klub, og det er som om, at det eneste tidspunkt, de prøver at være loyale, er, når de scorer. Hold nu op! Det er disrespekt over for din egen klub. Det er dem, der betaler din løn. Man burde indføre advarsler for ikke at juble,« siger han og sender pegefingeren mod BTs notesblok:
»Det må du gerne citere mig for!«, udbryder han som en understregning af pointen, der fører Jakob Kjeldbjerg ind på hans øjeblikkelige hjemmebane. Reality-verdenen, som danskerne elsker at latterliggøre, men som ifølge Jakob Kjeldbjerg bør være en inspiration for fodboldspillere. Med reality-stjernerne Linse Kessler og Gustav som to favoritter.
»De kan fyre den af og gør det hamrende dygtigt. Der er ikke mange fodboldspillere, som kan fange et spørgsmål og fyre en one-liner af, som de bare ved, du er nødt til at skrive. Det kan Zlatan, men så er der nærmest ikke andre i de her tider.«
Spørger man Jakob Kjeldbjerg, om han savner sporten i dagligdagen, er svaret nej. Jo, længslen efter omklædningsrummet kan da godt ramme ham, når han ser en Premier League-kamp, men ellers nyder han tilværelsen med Robinson og sin status som selvudnævnt havemand, der har gjort ti tommelfingre til grønne fingre.
Hvad fremtiden byder, aner han ikke. Familien trives, og stod det til fornuften, fortsatte eventyret i det sydfranske. Men Jakob Kjeldberg har aldrig ladet sig styre af fornuft. Han vil underholdes og udfordres.
»Der er slet ikke nogen grund til at flytte, men jeg er ikke god til stilstand. Det har jeg nok aldrig været glad for. Hvis det stod til mig, flyttede vi snart til et andet land igen og begyndte forfra.
Det er rastløsheden i dig?
»Ja, den vil nok aldrig slippe mig. Det håber jeg egentlig heller ikke, den gør.«
