Joakim Mæhle var naturligvis skuffet, da han måtte se hele Danmarks U21-åbning mod Tyskland fra bænken efter en fantastisk klubsæson for Genk.

Derfor strøg han i frustration direkte i omklædningen efter kampen uden at gå den obligatoriske takkerunde på stadion. Og den beslutning undskyldte han for tirsdag.

Men det var ikke på opfordring fra sine holdkammerater eller træner.

»Jeg tror ikke, der er nogen, der er sure på Mæhle eller synes, at han er en klovn. For at være ærlig registrerede jeg det ikke engang. Når man har tabt en fodboldkamp, er det meget få ting, man registrerer. Jeg lagde ikke mærke til, at han ikke var der,« siger Robert Skov.

Joakim Mæhle fortalte efter kampen, at han var frustreret og ikke havde fortjent at sidde på bænken. Men han accepterede også cheftræner Niels Frederiksens beslutning. Holdkammeraten Robert Skov forstår sagtens Joakim Mæhles frustration.

»Fodboldspillere er skuffede, når de ikke spiller. Og Mæhle har haft en god sæson og har spillet meget nede i Genk. At han skal undskylde - eller hvad man nu skal kalde det - er okay. Jeg stod ikke selv og forlangte en undskyldning fra ham.«

»Men det viser meget om gruppen, at der ikke er nogen, der vil sætte sig selv over holdet, når han føler, at der er et behov for det. Så det har jeg stor respekt for,« siger Robert Skov.

Joakim Mæhles beklagelse faldt på Twitter, hvor han i en længere besked uddybede situationen fra åbningsnederlaget til Tyskland. En beslutning, som højrebacken selv tog. Og landstræneren var ikke inde over.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Nej, det kan jeg svare helt klart på. Det var det ikke. Det var Joakim selv, der traf den beslutning, og det, synes jeg, var fint. Det var ikke noget, han fik besked på, at han skulle. Hverken fra mig eller fra spillerne,« siger Niels Frederiksen.

Nu er situationen overstået, og Joakim Mæhle er klar til at spille med om den plads på højre back, som Ajax’ Rasmus Nissen Kristensen spillede en helt fin kamp på i opgøret mod Tyskland.

Undskyldningen er i hvert fald accepteret i truppen, og Robert Skov har kun positive ord at sige om Joakim Mæhles beslutning om at beklage.

»Hvis det var mig selv skulle jeg også være den første til at sige, at jeg har lavet en fejl, hvis det var sådan. Jeg har stor respekt for, at han gjorde, som han gjorde. Det tror jeg, at alle i gruppen respekterer,« siger Robert Skov.