Riza Durmisi er klar til at lytte til Liverpool, hvis klubben gør alvor af at gøre ham til historiens dyreste dansker, men erklærer sig samtidig fuldt tilfreds i spanske Betis.

Der er gået under halvandet år, siden BT besøgte Riza Durmisi i hans hjem og lavede et stort interview.

Dengang spillede han i Brøndby og tog imod i sine forældres lejebolig i Ishøj, hvor han også selv boede på et lille værelse på anden sal i det socialt belastede boligbyggeri, Vildtbanegården.

I dag befinder landsholdsspilleren sig i et hus i Sevilla, hvor han har så mange rum, at selv om han overnattede i et nyt soveværelse alle ugens dage, ville der stadig være ubesøgte værelser.

Huset, som er omringet af en stor mur og port, ligger i et af Sevillas dyreste boligområder med egen swimmingpool, biograf, fitnessrum og jacuzzi, og et af de mange badeværelser er større end de fleste danske stuer.

Og så er det ikke længere blot BTs journalist, som kommer på besøg. Riza Durmisi har opnået en status, hvor landstræneren også kommer forbi venstrebackens residens, som Åge Hareide gjorde det fredag.

»Åge Hareide besøger alle landsholdspillerne, og i denne uge kom han for at se mig. Vi talte om de forrige landskampe, og jeg fik et usb-stik over, hvad der gik godt, og hvad der kunne gøres bedre. Blandt andet vil han gerne have bedre indlæg fra min fod, og jeg vil gøre mit bedste for at lykkes med det,« siger Riza Durmisi dagen før braget mod FC Barcelona.

Det er anden gang, at Riza Durmisi kommer til at stå over for den frygtindgydende trio Lionel Messi, Neymar og Luis Suárez i denne sæson, siden han for et halvt år siden tog skridtet fra Superligaen til La Liga.

Første gang blev det til et stort nederlag på 2-6 til de forsvarende spanske mestre, men Riza Durmisi har en begrundet tro på, at Betis vil levere bedre i dagens kamp.

»Nu spiller vi på hjemmebane, og vi er ubesejrede her under vores nye træner, så vi går ind til kampen med stor selvtillid og en tro på, at vi kan få noget med fra kampen. Jeg synes, at det personligt gik okay i den første kamp, men det var min debut i La Liga, og jeg er sikker på, at det kommer til at gå bedre nu. Jeg ved bedre, hvad der kræves nu, og jeg kender mine holdkammerater meget bedre og omvendt, så jeg forventer en stærkere præstation fra os alle sammen,« siger Riza Durmisi inden opgøret.

En kamp, som BTs udsendte vil være til stede til. Ligesom flere større klubber end Betis tilsyneladende vil være det. I denne uge skrev engelske Daily Mail for eksempel, at Riza Durmisi, der i spanske aviser er blevet udråbt som årets køb af Betis, er i søgelyset hos Liverpool. Og manager Jürgen Klopp skulle være klar til at smide de 150 millioner kroner, som BT i forbindelse med hans skifte til Spanien kunne afsløre som klausul i kontrakten, og hente den 23-årige dansker til sommer.

»Jeg kender til Liverpools interesse. Men jeg ved ikke, hvor konkret den er. Der vil altid være en masse snak, når man spiller i en af verdens bedste ligaer, så det hører med. Men det skal selvfølgelig ikke ændre på mit fokus på kampene i Betis, at der er andre klubber, som følger mig. Jeg er allerede i en storklub, og folk, der ved, hvad Betis står for, ved, at det er en kæmpe traditionsklub, så jeg er på ingen måde desperat efter at komme væk. Hvis andre klubber er klar til at betale, og hvis Betis vil sælge mig, vil jeg selvfølgelig lytte til tilbuddet. Det gælder også Liverpool. Alt andet ville være idioti.«

Har du talt med Daniel Agger om Liverpool?

»Da vi var i Brøndby, snakkede vi da om, hvordan det var at være i Liverpool. Men det er ikke noget, vi har talt om denne gang. Agger synes, at Liverpool er verdens største klub, og det er jo ikke for sjov, at han var der i over otte år. Hvis Liverpool bliver konkret, skal jeg da lige snakke med Agger først,« forklarer Riza Durmisi om interessen.

Liverpool kan nu også få kamp om Riza Durmisis signatur. Ifølge Betis-spillerens agent, Nikola Juric, er Daniel Aggers tidligere klub langtfra den eneste, der ønsker ham som forstærkning på venstreback-positionen.

»Der er rigtige mange – også store klubber – der kigger på Riza hver gang,« sagde Nikola Juric for få dage siden til BT.

Hvis rygterne om Liverpool bliver til virkelighed, vil Riza Durmisi blive Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde.

Der er sket lidt siden, BT besøgte ham i Ishøj.