Det ville være en drøm for mange fodboldelskere at se Lionel Messi og Cristiano Ronaldo spille på samme hold.

Også hos den tidligere verdensstjerne Rivaldo, der engang var stjernen over dem alle i Barcelona - nøjagtig den position, som Messi har i dag.

Brasilianeren tror ikke, at han er den eneste med den tanke, og siger, at der i kulisserne bliver drømt om at forene Messi og Ronaldo i Juventus, efter det er kommet frem, at Messi ifølge det spanske medie Cadena Ser ikke vil forlænge den kontrakt, der løber frem til næste sommer.

»Med al den spekulation tror jeg, at der er nogle agenter, der allerede drømmer om en Messi-Ronaldo-double i Juventus, og hvor stort det ville blive,« siger Rivaldo i et interview til Betfair.

Messi og Ronaldo i Juventus ville være en drøm.
Messi og Ronaldo i Juventus ville være en drøm. Foto: JOSEP LAGO
Vis mere

»Hvis det skete, ville det være et 'boom' i verden, og jeg tror, at Juventus hurtigt ville komme sig over investeringen i argentineren takket være det boost, de ville få fra synligheden og markedsføringen. Det ville være historisk at se begge spillere spille sammen, og jeg er sikker på, at Juves sponsorer ville hjælpe til økonomisk, så det er også en muliged for Messi,« forklarer Rivaldo med det gyldne venstre ben.

»Hvis rygterne om hans exit er sande, vil alle klubber selvfølgelig tænke over, hvordan de kan få ham. Når det er sagt, vil de to bedste spillere, der har været i de sidste 10 år, i den samme klub være virkelig stort,« pointerer Rivaldo.

Han tror dog også, at Manchester City kunne være en reel destination for Messi, hvis han vil væk fra Barcelona.

For så kunne Messi blive genforenet med Pep Guardiola, som også var hans træner, da spanieren var styrmand i den catalanske storklub.

Lionel Messi vil være 34 år, når hans nuværende kontrakt udløber.