Torsdag eftermiddag ringede den norske kommentator Ernst Lersveen til Bendik Hareide.
Her fortalte han, at han gennem en kommentar i Nettavisen ville indstille Bendiks far, den tidligere danske landstræner Åge Hareide, til 'Årets ærespris' ved den norske sportsgalla i januar.
Det skriver Dagbladet.
»Jeg har tænkt over det, siden jeg fandt ud af, at Åge var alvorligt syg. Han havde bragt glæde til så mange mennesker i flere år. Så måtte han vel opfylde kravene for at modtage æresprisen, ikke?« siger Ernst Lersveen til mediet.
Men bare få timer efter kommentatorens samtale med Bendik Hareide, fik Lersveen beskeden om, at Åge Hareide var gået bort.
»Det var lidt absurd efter at have ringet til Bendik tidligere på dagen. Alt blev bare mærkeligt. Jeg ved ikke, om han overhovedet havde tid til at fortælle sin far om denne ærespris,« siger Ernst Lersveen.
»Det er så chokerende, hvor hurtigt det er sket.«
»Jeg tror ikke, det er længe siden, jeg så Åge Hareide på NRK. Det var nok i juni. Alt virkede fint. Nu er han død. Konklusionen er brutal: Livet er skrøbeligt. Det er vigtigt at værdsætte øjeblikkene,« fortsætter han.
Tidligere har store norske sportsnavne som Ole Einar Bjørndalen, Marit Bjørgen og Egil Drillo Olsen vundet æresprisen.
