Riis forsvarer Ronaldo: 'Han bliver gjort til grin'
»Selvfølgelig er han en kæmpe diva, men om nogen har han noget at have det i,« siger Bjarne Riis om Cristiano Ronaldo.

»Selvfølgelig er han en kæmpe diva, men om nogen har han noget at have det i,« siger Bjarne Riis om Cristiano Ronaldo.

»Bryder man sit løfte over for Ronaldo, så er det en ydmygelse. Så skal man lade være med at tage ham med. Man har også følelser, selvom man er så stor en stjerne som Ronaldo.«
Sådan lyder meldingen fra Bjarne Riis omkring det stormfulde kapitel, der lige nu bliver skrevet omkring Cristiano Ronaldo og det portugisiske landshold.
Riis var både holdejer og sportsdirektør på Team CSC og Saxo Bank og har enorm erfaring med at lede sportsstjerner som Fabian Cancellara, Schleck-brødrene og Alberto Contador.
»I princippet skal en landstræner kunne sætte sit hold, som han nu føler det. Det har jeg ikke et problem med,« siger Bjarne Riis, der har været passioneret omkring ledelse gennem mange år.
I sidste uge smækkede Cristiano Ronaldo med døren og flygtede fra København i sit privatfly. Noget, han efterfølgende har beklaget.
Men ifølge den portugisiske superstjerne brød træner Jorge Jesus sit ord flere gange – og det fik bægeret til at flyde over for manden med nummer syv.

Ronaldo forklarer selv, at det ikke var meningen, at han skulle spille kampen mod Norge 27. september.
Træneren bad ham så om at tage med alligevel for at blive skiftet ind i løbet af kampen. Men det skete aldrig på trods af, at Ronaldo tog med og varmede op i 25 minutter.
»Problemet er, at det er Ronaldo, vi snakker om. Han er så kæmpestort et navn, at man bliver nødt til at respektere hans karriere. Selvfølgelig er han en kæmpe diva, men om nogen har han noget at have det i,« understreger Bjarne Riis.
»Han har gjort så stor en forskel for fodbold og Portugal, og et eller andet sted skal han ikke behandles som alle andre, fordi han ikke er som alle andre.«
»Min pointe er, at han slet ikke skal udtages, hvis man vurderer, han ikke er dygtig nok. Der er meget, vi ikke ved med sikkerhed, men hvis han fik lovet spilletid (mod Norge, red.) og ender som bænkevarmer, bliver han jo til grin. For mig er det mangel på respekt.«
Bjarne Riis understreger, at der fortsat er mange ubekendte og rygter i sagen, og det derfor kan være svært at vide, hvordan det hele forholder sig.
»Det er nemt at piske en stemning op udefra, men der er meget, vi ikke ved noget om. Så jeg vil være lidt varsom med at udtale mig præcist.«
»Uanset hvad, skal Ronaldo stadig indordne sig som alle andre spillere – men det er også klart, at han har længere snor end andre, for har han gjort sig fortjent til det. Se på Anja Andersen: Hun var indimellem kropumulig på en håndboldbane, men snoren var længere, fordi hun var verdens bedste.«

Bjarne Riis erkender dog, at der kan være behov for, at en træner eller en leder statuerer et eksempel over for sit hold.
Men der er også noget, der hedder timing – og her rammer Jorge Jesus langt forbi, mener den tidligere cykelrytter.
»Det kan være, at landstræneren har et ego og synes, han skal statuere et eksempel. Men jeg synes, det er et helt forkert tidspunkt at gøre det på. Jeg kan godt forstå, Ronaldo bliver sur over at blive udstillet og nærmest være til grin, hvis træneren har lovet ham noget.«
»Om det så er nok til at tage sit gode tøj og gå, det ved jeg ikke. Vi ved heller ikke, om Ronaldo har været hysterisk og er gået totalt over stregen. Men han undskylder i hvert fald selv.«
I løbet af sin karriere som leder hos Team CSC måtte Bjarne Riis også træffe opsigtsvækkende beslutninger. I 2006 valgte han at vrage sin stjerne til Tour de France.
»Jeg har selv sagt nej til Cancellara lige før Touren, fordi han ikke var et godt sted. Han forventede, at han var en selvfølge. Det var dog på et andet tidspunkt i hans karriere, end dér, hvor Ronaldo er i dag,« fortæller han.
»Som beundrer af Ronaldo synes jeg det er trist, hvis det slutter sådan. Det fortjener ingen.«
Tirsdag aften tog Cristiano Ronaldo ordet i en lang pressemeddelelse.
Her forklarer han, at han agter at fortsætte på det portugisiske landshold og vil acceptere en eventuel straf for at have forladt sine holdkammerater.