På den allerførste dag af landsholdssamlingen inden de skæbnesvangre kampe i VM-kvalifikationen er landstræner Brian Riemer allerede tvunget til ændring.

Debuten må nemlig vente for den unge Newcastle-spiller William Osula, der er blevet skadet og dermed forlader truppen, allerede inden han er mødt ind.

I stedet er den rutinerede angriber Yussuf Poulsen kaldt ind, oplyser DBU på X.

- Yussuf har en kæmpe erfaring og har før sparket Danmark til VM- og EM-slutrunder. Han kan ændre kampe med sit pres, sin tilstedeværelse i boksen, og han er altid klar til at kæmpe så blodet sprøjter, og det bliver en afgørende faktor for os, siger Riemer.

31-årige Yussuf Poulsen var senest udtaget ved Riemers debutsamling i november sidste år. Siden dengang har han skiftet klub fra RB Leipzig til Hamburger SV.

Han får landskamp nummer 87 og 88, hvis han kommer på banen i de to afgørende VM-kvalifikationskampe mod Belarus og Skotland 15. og 18. november.

Den utrættelige offensivspiller ser dog ind i hård konkurrence om spilletiden.

På kanten kæmper Poulsen blandt andre mod Gustav Isaksen og Anders Dreyer om en plads, mens Rasmus Højlund og Jonas Wind er de hårdeste konkurrenter i duellen om at være spidsangriber.

Yussuf Poulsen fik landsholdsdebut under Morten Olsen i oktober 2014, og frem til og med EM i 2024 var han fast mand i truppen.

Blandt hans 14 fuldtræffere på landsholdet finder man flere særdeles vigtige mål.

Han blev matchvinder i VM-premieresejren over Peru i 2018, han scorede sejrsmålet i nøglekampen om en EM-billet mod Schweiz i 2019, under EM i 2021 scorede han to mål, og han reddede Danmark fra en historisk fiasko i San Marino i 2023.

Hans seneste landsholdsmål var i september sidste år, da han scorede på et mindeværdigt saksespark i Nations League-sejren over Serbien i Parken.