De er to af Danmarks allermest eksponerede fodboldansigter, og ingen danskere kan matche de gigantiske job, de lige nu sidder i.

Brian Riemer og Thomas Frank lever livet med 400 kilometer i timen som henholdsvis landstræner og manden i spidsen for storklubben Tottenham, men på trods af en travl hverdag har de et helt særligt bånd.

Det satte Brian Riemer ord på i landsholdslejren op til de afgørende VM-kvalifikationskampe mod Belarus og Skotland.

»Vi har et rigtig godt forhold. Jeg ved, at jeg altid kan regne med Thomas, hvis jeg får brug for ham. Og lige så den anden vej,« lød det fra landstræneren.

Riemer og Frank delte omklædningsrum i Brentford, hvor førstnævnte var assistenttræner for Thomas Frank i mere end fire år.

Men venskabet begyndte mange år før og har tråde langt tilbage.

Brian Riemer var Thomas Franks assistenttræner i Brentford fra oktober 2018 og mere end fire år frem.
Brian Riemer var Thomas Franks assistenttræner i Brentford fra oktober 2018 og mere end fire år frem. Foto: Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix

»Vores forhold er meget, ligesom før jeg blev ansat i Brentford,« siger Riemer, der blev hentet til klubben, da Thomas Frank selv gik fra at være assistenttræner til at være chef i 2018.

»Thomas har sindssygt travlt, jeg har sindssygt travlt. Men vi har kendt hinanden siden 2003, og jeg har været med til alle konfirmationer, fødselsdage og så videre.«

»Men i dagligdagen, hvor det hele kører med speederen i bund, og Tottenham spiller tre kampe på otte dage hele tiden, så ville jeg også lyve, hvis jeg sagde, at vi snakker i telefon hver aften og vender, hvad han har fået til aftensmad.«

Brian Riemer blev landstræner for godt et år siden og har netop forlænget sin kontrakt, så den løber til og med EM i 2028.

Thomas Frank har også en fortid i Dansk Boldspil-Union (DBU), hvor han blandt andet har været træner for Danmarks U16, U17 og U19 landshold.

B.T. Fodbold

Panelet dykker dybt ned i FC Københavns krise og stiller spørgsmålene: Er Jacob Neestrup den rette, agerer klubben som et storhold - og tager spillerne situationen alvorligt? Derudover: Så vi starten på slutningen for AGF's gulddrømme? Gik Max Ejdum over stregen efter kampen i Odense? + meget mere. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jakob Kløcker  Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen