Riemer om fyringsdebat: 'Så skulle jeg bare gå op og hente min taske'
Brian Riemer understreger, at fyringsspørgsmålet overhovedet ikke fylder noget hos ham inden danske skæbneuger.

Brian Riemer understreger, at fyringsspørgsmålet overhovedet ikke fylder noget hos ham inden danske skæbneuger.

Der er pres på det danske landshold - og ikke mindst på landstræner Brian Riemer - inden Nations League-kampen i Oslo på torsdag.
Skuffelsen over den missede VM-deltagelse sidder stadig dybt i den danske befolkning, og spørgsmålet er, om landstræneren kan tåle mange flere nederlag, før fyringssnakken begynder at pible frem igen.
Det spørgsmål dukkede op, da Brian Riemer mandag satte sig ned med den danske verdenspresse i den danske landsholdslejr på Hotel Marienlyst.
»Jeg har det lange lys på frem mod en EM-slutrunde i 2028. Det er der mit fokus ligger.«
»Og jeg må sige, at hvis jeg gjorde noget som helst andet som dansk landstræner, så tror jeg, at folk ville være enige om, at jeg bare skulle gå op og hente min taske og se at komme af sted.«
»For hvis jeg lå og spekulerede over sådan nogle ting, så er jeg jo ikke den rigtige.«
»Jeg forstår godt spørgsmålet, men jeg er skruet sådan sammen, at jeg synes, at jeg har verdens næstfedeste job - spillerne har det fedeste - og lige nu glæder jeg mig sindssygt meget til de her kampe.«
Og den første kamp, der venter, er udeopgøret mod de nordiske rivaler fra Norge, der i modsætning til Danmark var med ved sommerens VM - og kom hele vejen frem til kvartfinale.
Den kamp spilles torsdag aften i Oslo.