Da VM-lodtrækningen blev foretaget i december Washington D.C., så var det smertefuldt for den danske landstræner på flere fronter.
Det fortæller han i podcasten B.T. Fodbold.
Det var selvfølgelig underligt at være til stede til en lodtrækning uden at være sikker på dansk deltagelse, men samtidig fik Brian Riemer en ekstra ærgrelse, da dommerlegenden Pierluigi Collina holdt tale.

Riemer havde set Danmarks dødskamp mod Skotland otte gange, men en detalje fra kampen gav endnu mere pine.
»Så fik jeg det sidste stik - kniven ind gennem ribbenene - da jeg var i Washington. Jeg gik ind til Coaches Forum med Ståle (Solbakken, Norges landstræner, red.). Først kom Infantino, (FIFAs præsident, red.) og så kom Collina på.«
»Han fortæller, at de har observeret et problem i kvalifikationen, og det handler om, at en spiller får to gule kort, og det andet ikke kan blive tjekket af VAR. Det skete blandt andet i kampen Danmark-Skotland,« siger Riemer med henvisning til Rasmus Nissens Kristensen, der blev udvist efter 61 minutter.
Dommerlegenden fortalte derpå, at der kommer en ændring, så man kan tjekke det andet gule kort.
»Der tænker jeg bare 'for helvede, kunne I ikke have taget det møde, inden vi spillede',« siger Riemer med et grin.
I stedet for at være direkte kvalificeret til VM, så må Danmark tage den slagne vej gennem playoff.
Danmark møder Nordmakedonien 26. marts, og hvis holdet vinder, så skal VM-skæbnen afgøres i enten Tjekkiet eller Irland, hvor vinderen går til det forjættede land.
Du kan lytte til B.T. Fodbold på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

