Christian Eriksen kan næppe holde til to hele landskampe, men han er i forrygende form, siger landstræneren.
Landstræner Brian Riemer er helt tryg ved at udtage Christian Eriksen til de kommende VM-kvalifikationskampe, selv om den danske fodboldspiller blot har spillet 50 minutter plus tillægstid for Wolfsburg i Bundesligaen efter en hel sommer som klubløs.
Fynboen er "utrolig fit for fight", siger Riemer efter tirsdagens udtagelse af Eriksen til VM-kvalifikationskampene mod Belarus og Grækenland 9. og 12. oktober.
- Jeg var nede og se ham i weekenden mod RB Leipzig, hvor han skulle have scoret. Jeg har været i tæt kontakt med Wolfsburgs fysiske stab i forhold til at få et godt billede af, hvor han står henne, og jeg har været i tæt dialog med ham selv, så jeg ved, hvor han føler, han står. Og så har jeg set outputtet med egne øjne.
- Jeg forventer, at han spiller mere i fremtiden. Han er 100 procent fit for fight. Vi får faktisk meldinger om, at han er "utrolig fit for fight", og at han er klar til at løse de kommende opgaver.
- Det handler ikke kun om spilletid, men om den fysiske formåen, og der er Christian et godt sted, siger landstræneren.
Eriksen var ikke med, da Danmark indledte kvalifikationen i begyndelsen af september. Dengang var han klubløs. Siden har han trænet hårdt, men er også blevet passet godt på i folkevognsklubben.
- Data fra test i klubben viser, hvad hans krop kan klare og kapere, når det kommer til højintense meter og lignende. Det har Wolfsburg også været utrolig optaget af at følge, og alle piler peger i den rigtige retning, siger Riemer.
Han forventer dog ikke, at Eriksen kan spille to gange 90 minutter med tre døgns mellemrum i de kommende VM-kvalifikationskampe.
- Han er nok ikke den eneste, der ikke kan spille to gange 90 minutter. Men det er ikke så vigtigt for mig. Det samme gælder nok Gustav Isaksen. Spillere, der spiller meget eksplosivt, bruger også deres kræfter, og så kan det være en fordel at få friske spillere ind.
- Det er ikke et afgørende udtagelseskriterie for mig at kunne spille 90 minutter, men at man skal kunne være i form til at starte inde. Om de så spiller 90 eller 60 minutter, er en anden snak, siger Riemer.
Når landsholdet afslutter VM-kvalifikationen i november, er det mere sandsynligt, at Eriksen kan holde til to hele kampe.
- Jeg er ikke i tvivl om, at Christian Eriksen kunne spille 90 minutter i weekenden, men man kan diskutere, om det vil være det rigtige at gøre.
- Wolfsburg har hentet ham til at være en superstjerne, men de er også interesseret i at passe på ham i stedet for at lade ham spille, indtil han ikke kan gå længere.
- Hvis de eskalerer planen for ham for hurtigt, så risikerer de at miste ham, og derfor er man gået lidt konservativt til værks i forhold til spilletid, siger Riemer.
Landskamprekordholderen er ikke udtaget på tidligere meritter, men fordi han stadig har evnerne til at sende Danmark på VM-kurs, understreger landstræneren.
- I min tid som landstræner har han været vores mest chanceskabende spiller, og han er en af de bedste danske landsholdsspillere i mands minde, så jeg er super glad for at have ham tilbage.
- Det var jo en katastrofe, at vi ikke kunne udtage ham til kampene i september, siger Riemer.
Eriksen har spillet 144 landskampe for Danmark siden debuten i 2010.
/ritzau/