Sønderjyskes cheftræner Glen Riddersholm er ikke fan af fodbolddommeren Sandi Putros.
Det lagde han efter sit holds nederlag på 0-3 i fredag aftens Superliga-kamp på Aalborg Portland Park mod AaB ikke skjul på.
»Blandt andet får vi dømt et straffespark mod os. Det var ikke i nærheden af at være der,« sagde Glen Riddersholm og tilføjede:
»Jeg kan godt forstå, at vi ligger nummer et på listen over de Superliga-hold, der modtager flest gule kort. Mod AaB får vi jo seks advarsler for kun at lave 10-11 frispark. Og jeg forstår også udmærket godt, at man kan have en dårlig dag. Man er nødt til at forstå, at jeg respekterer dommerne dybt. Men jeg synes altså, at de må respektere, at vi går på job hver eneste dag for at forsøge, at leve i denne verden.«
Undervejs i kampen blev Glen Riddersholm kaldt til 'kammeratlig samtale' på to-mands-hånd med Sandi Putros.
»Der må være højt til loftet fra dommerens side. Når jeg råber, er det ikke i frustration, men fordi jeg håber at få en dialog med ham. Men det er altså svært, når ham der leder kampen overhovedet ikke ønsker at kigge én i øjnene eller ønsker at tale om tingene,« sagde Glen Riddersholm.
Nederlaget var Sønderjyskes tredje i lige så mange kampe efter vinterferien.
»Jeg tror stadig på, at vi nok skal få knækket koden. Men vi må være ærlige og forstå, at vi står midt i en overlevelseskamp,« sagde Glen Riddersholm.
Knap så negativ var ham omkring sit holds spil.
»Hvis man ser bort fra resultatet, synes jeg, man kan se, at vi flytter os fra kamp til kamp. Mod AaB varierer vi spillet, holder fast i bolden og kreerer målchancer. Men endnu har det bare ikke båret frugt. Det er klart, at vi er et hold, der er ramt. Vi har ikke vundet i otte kampe, og i disse kun scoret to mål. Derfor må vi også kigge indad og erkende, at det er håbløst, at vi mod AaB lukker to mål ind på standardsituationer,« sagde Glen Riddersholm.
Til gengæld var hans trænerkollega, Jacob Friis, glad for at AaB for første gang siden 12. august i fjor vandt en hjemmekamp.
»Vi erkender blankt, at vores hjemmebanestatistik har været forfærdelig. Nu har vi slået hul på noget, som vi forhåbentlig kan bygge videre på,« sagde Jacob Friis.
Sønderjyske indledte kampen bedst, og kunne have bragt sig foran 1-0, da Christian Jakobsen i stedet ramte stolpen.
»Helt specifikt i denne kamp får deres offensivspillere i kampens indledende fase alt for megen plads bag vores to 6'ere. Derfor så vi måske en smule 'shaky' ud. Men det fik vi heldigvis rettet til, og derfor kontrollerede vi store dele af kampen,« lød hans analyse.
Med sejren har AaB nu 31 point, og er inden weekendens andre Superliga-kampe placeret på en femteplads.
»Vi er glade og tilfreds med, at vi stadig er inde i kampen om adgangsbilletterne til mesterskabsslutspillet, men det kræver hårdt arbejde, hvis det skal lykkes for os,« lød Jacob Friis' slutreplik.