Glen Riddersholm har stukket hånden i en hvepserede.

Den danske toptræner for IFK Norrköping har kastet sig ind i en betændt debat, som kører i Sverige lige nu.

På et opstartsmøde for Allsvenskan blev der afholdt en afstemning omkring VAR-systemet, hvor alle på stedet kunne stemme anonymt – og der var 31 procent imod.

»Det var interessant at se, hvor mange der går ind for VAR. Jeg er overrasket over, at man ikke vil stå ved det. De vil ikke sige det. Men når der er afstemning, tør man trykke på en knap. Det er klassisk svensk,« siger han til Fotbollskanalen og fortsætter:

Riddersholm nåede toppen i dansk fodbold, og de sidste år har han været træner i udlandet.
Riddersholm nåede toppen i dansk fodbold, og de sidste år har han været træner i udlandet. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Man skal ikke være så bange for at tale om, hvad man synes. Så kommer der en beslutning, og så må man acceptere den. Men vi skal ikke være bange for at stå op for, hvad vi mener. Der mangler jeg mod.«

Det er især fansene, der er imod VAR, men fodboldens ledere må gå forrest her, selvom det ikke nødvendigvis bliver populært blandt fansene, mener den tidligere Superliga-træner.

»Alle, jeg har talt med her (ved opstartsmødet, red.), siger, at det giver sig selv, at vi skal have VAR. For mig handler ledelse om at respektere og lytte. Hvis man har ansvar, skal man ikke være bange for at sige, hvad man synes, selvom fansene i klubben ikke kan lide det. Så kan man gå i dialog med fansene, men så må man sige, at vi synes, at dette er det bedste for svensk fodbold. Jeg synes, vi mangler en stemme der.«

»Du skal ikke være så bange for det her. Jeg ved godt, at dette kan ses som kontroversielt, men jeg vil nuancere det.«

For under en uge siden blev det på IFK Norrköpings årsmøde besluttet, at der skulle arbejdes aktivt mod VAR i svensk fodbold.

Riddersholms ytringer kaldes nu respektløse på sociale medier, men det tager danskeren ikke så tungt i sit svar på tiltalen.

'Jeg håber, at du vil have ærlige trænere. Skal jeg lyve om, hvad jeg oprigtigt mener? 66 procent af dem i Stockholm sagde ja til VAR. Jeg siger samtidig, at jeg respekterer alle standpunkter, så jeg tror, du misser min pointe,' skriver han som modsvar på Twitter.

Allsvenskans 2023-sæson begynder i starten af april.