Han hyggede med sin søn og datter om morgenen. De fik travlt, fordi Jonathan Richter skulle i Nørrebrohallen for at spille kørestolsbasket. Han ringede til sin søster og bad om hjælp til at få børnene med af sted. Det næste, han husker, er, at han vågner op på Rigshospitalet.
Når man lige kigger på ham, kan man ellers ikke se, der skulle være sket noget med den tidligere fodboldspiller, da B.T. møder ham i hjemmet på Nørrebro.
Han smiler, joker og er enormt taknemmelig. Et ord, han bruger meget, efter det han har været igennem ikke bare én, men to gange nu. En kamp tilbage til livet.
Tiden skal skrues tilbage til 8. oktober i år, hvor han skulle spille kamp med sit kørestolsbaskethold.
En dag, der er ret 'blurry', som han har fået genfortalt af blandt andet en gammel holdkammerat, han spillede imod.
»Han siger, vi nok har spillet et kvarter og fik ordentlig røvfuld. Det er nok derfor, jeg er kørt ekstra hårdt,« siger den tidligere fodboldspiller med et grin.
Men med ét blev kampen og alt omkring den sat på pause.
»Pludselig kigger han på mig. Så knækker jeg sammen og triller bare direkte ind i væggen. De ser med det samme, at noget er fuldstændig galt,« siger han.
Jonathan Richter havde fået hjertestop. En læge kom hurtigt til, og der var også en hjertestarter i hallen. Han blev kørt på Rigshospitalet, hvor han lå i kunstig koma i to dage. Da han vågner, kigger han direkte ud over Parken. Her får han fortalt, hvad der er sket.
»Jeg tror egentlig først, jeg tænkte: 'Really, er det virkelig det'. Men så kan jeg mærke, jeg er virkelig medtaget. Jeg kan ikke rigtig komme op i sengen, fordi jeg har så ondt i brystkassen. Jeg er meget fattet, jeg er ikke lige så langt væk som sidste gang. Jeg er hurtig til at fange præmissen,« siger Jonathan Richter, der stadig mærker lidt smerter i sine ribben efter hjertemassagen.
Traumet er det andet, han og familien har været igennem. Den 20. juli 2009 blev han under en reserveholdskamp for FC Nordsjælland ramt af et lyn på Hvidovre Stadion.
Han var teknisk død i 41 minutter, blev genoplivet, lå 11 dage i koma og fik siden amputeret nederste del af venstre ben, hvilket satte en stopper for fodboldkarrieren.
En voldsom omgang, og denne gang var det 'en smule mildere', beskriver Richter forløbet, der også gav ham en blodprop i den ene arm efter nogle dage.
»Jeg bliver bekymret, fordi jeg har så ondt i min arm. Jeg kan ikke rigtig styre forløbet, jeg giver alt, men har virkelig ondt, og de kan ikke rigtig sige så meget. De siger, de har styr på det, men der sker bare ikke noget. Det var en kæmpe frustration for mig. Det blev heldigvis bedre efter to uger, og jeg fik mere og mere energi,« siger han.
Netop bekymring er ikke noget, han gør sig meget i ellers, selv om man måske skulle tro det. Han forklarer selv, at det handler om, at han har oplevet traumet på en anden måde end familien.
Derfor har hovedet også lige skullet være med i genoptræningsprocessen.
»Jeg tror, der er to ting i det. Det ene er, at jeg gerne bare vil tilbage til mit fantastiske liv. Jeg vågner også med en taknemmelighed, for jeg har fået en chance til,« siger Jonathan Richter, der har fået indopereret en ICD-enhed. En tryghed og en sikkerhed i forhold til, om det skulle ske igen.
Situationen har også fået ham til at reflektere mere. Han er blevet sendt på en mental rejse. Han skal blive bedre til at føle. Mærke efter, hvad han har brug for. Måske ikke drøne af sted med 100 kilometer i timen, som han er vant til fra fodboldverdenen – for hans mentalitet og måden, han er vokset op, gør, at han altid giver sig 100 procent og ikke tænker meget i konsekvenser.
Samtidig er han også meget ydmyg omkring sine omgivelsers bekymringer og følelser. Især dem fra hustruen Rikke, hans far og tvillingebroren Simon Richter, der har oplevet et traume for anden gang.
»Den del er jeg begyndt at tænke mere over. Jeg har to børn og en hustru, der har et helt andet syn på ulykken, end jeg har. Hun lever med stor angst. Hele hendes liv og illusion om, hvad hun skulle de næste 20 år. At hun ryger i vasken, at hendes børns far pludselig ikke er der mere. Den del har jeg ikke været en del af. Jeg vågner bare op. 'Okay, det er sket, det er vildt nok'. Det bekræfter bare, jeg skal have mere ud af livet. Jeg prøver på den måde også at tage et skridt tilbage og blive bedre til at mærke. Mest også for dem for ikke bare at være en naiv og egoistisk mand, der bare vil sit eget,« siger han.
Og så har det selvfølgelig rejst en del spørgsmål. Mange har han fået svar på. Indtil videre er konklusionen, at hjertestoppet skyldtes noget arvæv, der har siddet og blokeret for, hvor meget hjertet pumpede.
Det er mén fra 2009, forklarer han og tilføjer, at det fortsat bliver undersøgt, om der er andre ting.
Han er umiddelbart sluppet uden andre mén, og de ti kilo, han tabte sig, har han snart taget på igen. Fysisk har han det godt, sover stadig en del og er træt i musklerne, men det går bestemt den rigtige vej. Det vigtigste er, at han og familien har det godt, understreger Jonathan Richter, der stadig går til genoptræning og psykolog.
På trods af alvoren er smilet stort gennem store dele af interviewet. Han har 'ja-hat' på og er taknemmelig. Der er ikke en stor følelse af 'uretfærdighed over at være blevet ramt to gange'.
Noget, hustruen ikke helt kan forstå. Måske er det en blanding af hans opvækst og perspektivet på livet, forklarer den tidligere fodboldspiller, der ikke synes, det skal være et tabu at tale om sygdom.
»Der er så mange ting, jeg har lige foran mig. Når jeg ser mine to børn … jeg har dem, alt er ligegyldigt. Jeg er bare rigtig glad for mit liv. Jeg har det stadig,« siger Richter, der ikke vil afvise, at uretfærdighedsfølelsen kan komme, hvis der pludselig – ligesom ved første ulykke – er noget, han ikke kan.
»Så kan det være, jeg ryger ned i et sort hul. Det har jeg prøvet én gang. Der skal jeg ikke ned igen. Jeg tror, jeg måske negligerer det lidt. Jeg synes bare, jeg har så meget perspektiv. Jeg trives meget bedre oppe fra det sorte hul og med fokus på alle de mange fantastiske ting, der sker for mig,« siger Jonathan Richter.
Han har ikke været tilbage i kørestolen endnu. Han må godt og har fået grønt lys. Landsholdsstjernen Christian Eriksen er hans pejlemærke i forhold til, hvor meget man kan presse sig selv med en ICD, men der skal tages nogle snakke med familien først.
For pludselig er der andre billeder forbundet med kørestolsbasket, og derfor venter han lidt. Måske bliver det til kamp i februar.
Lysten er der stadig, og han vil ikke begrænses af det, der er sket. Han ved, hvilken følelse af passion og frirum det gav inden, og han kan ikke forestille sig, det ikke er det samme nu.
Men det finder han endeligt ud af, når han sætter sig i en kørestol igen.
»Jeg skal rejse mig, hvor jeg er faldet. Uanset om jeg har lysten, skal jeg op i en kørestol igen og spille en kamp. Den del, mit frirum hvis jeg stadig har det, kan Rikke i hvert fald ikke tage fra mig. Det tror jeg heller ikke, hun gør, men jeg ved, der er noget angst forbundet med det – især hos Simon og min far. Som min far sagde: 'Når du ser din søn sidde så oprejst, knække sammen og så køre ind i en væg, det giver ingen mening'. Men jeg skal spille kørestolsbasket igen,« siger Jonathan Richter med et smil.
