Tirsdag aften skal den danske VM-skæbne afgøres i den tjekkiske hovedstad Prag.
Her møder danskerne Tjekkiet i et direkte opgør om en VM-billet.

Braget finder sted på det legendariske og noget slidte Letná Stadion i udkanten af Prag. Med en kapacitet på knap 19.000 venter der dog en undervældende ramme.
Det mener B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.

»Nu skal man jo passe på med at være hovski-snovski, bare fordi tingene ikke er som hjemme i Danmark. Men det er sgu en trist kulisse til en af de vigtigste danske fodboldkampe i årevis,« siger han og fortsætter:
»For det første er det lidt undervældende, at der ikke findes et stadion i Tjekkiet med plads til mere end 19.000 tilskuere i et etableret fodboldland med over 10 millioner indbyggere. Det kommer til at sætte et låg på stemningen tirsdag aften,« konkluderer han.

Stadion, der normalt er hjemmebane for den tjekkiske storklub Sparta Prag med den danske cheftræner Brian Priske i spidsen, har set bedre tider.
»Ud over at være småt - er det hele også bare lidt gråt. Der er tydelig slitage - med sædefarver, der har mistet livsmodet. Det afskallede østeuropæiske look har sin charme, men her er vi vist ude i et overdrev,« lyder det fra Vøge.
Stadion til trods kan du følge det danske VM-brag her hos B.T. før, under og efter, når vi er til stede i Prag.

