Roy Keane giver absolut intet for Liverpool-stjernen Andrew Robertson.

Den tidligere Manchester United-legende – samt nuværende tv-ekspert – mener, at den skotske backspiller piver gevaldigt over den episode, som har fyldt alt i den engelske fodboldpresse de seneste to døgn.

For efter søndagens storkamp mellem Liverpool og Arsenal, hvor Robertson fik en albue i hovedet af linjedommeren Constantine Hatzidakis, revsede Keane nemlig Liverpool-spilleren i Sky Sports tv-studie.

»Hvad brokker han sig for? Jeg sagde ved pausen, han er en baby. En kæmpestor baby. Kom nu bare videre med kampen,« lød det fra Keane, inden han efter et par sekunders pause endnu en gang sagde:

Andrew Robertson (th.).
Andrew Robertson (th.). Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

»Baby!«

Og herfra kunne hverken han eller alle andre i tv-studiet holde masken længere.

Det sidste udbrud fik i hvert fald de tidligere fodboldstjerner Jamie Carragher, Micah Richards og Gary Neville til at bryde sammen af grin.

Alt imens den ellers så iskolde Roy Keane heller ikke kunne undgå at grine en smule over sin egen måde at kritisere backspilleren på.

Det var i søndagens storkamp, at albue-episoden udspillede sig efter første halvleg af opgøret, som i øvrigt endte 2-2.

Robertson ser på videooptagelser ud til at sige noget til Hatzidakis, hvorefter linjedommeren med en hurtig bevægelse rammer Robertson i hovedet.

Den skotske back brokkede sig efterfølgende til Paul Tierney og fik et gult kort.

Linjedommeren er efterfølgende blevet suspenderet, mens det engelske fodboldforbund efterforsker episoden.

Du kan se den omtalte episode i videoen øverst.