Én bestemt trend har spredt sig som ringe i vandet den seneste tid blandt professionelle fodboldspillere.

Unødvendige hårbånd og shorts trukket langt op i skridtet for at øge mobilitet er eksempler på tidligere moderne tendenser, og nu er turen kommet til en tilpasning af den klassiske fodboldsok.

Utallige spillere ses nemlig disse dage med store huller på bagsiden af deres strømper, når de går på banen. En tendens, der angiveligt skulle lette blodtrykket på spillernes lægmuskler.

Men nu har tv-vært på beIN SPORTS Richard Keys set nok af den moderne DIY-trend, som han mener er noget værre vrøvl.

»Jeg læste en artikel i The Times i denne uge, som handlede om det nonsens, det er, at klippe huller i sokkerne. Det gør jo absolut ingen forskel,« lyder det fra briten under kommenteringen lørdagens opgør mellem Manchester City og Newcastle i den engelske FA Cup.

Her ses Chelseas Conor Gallagher i gang med den populære trends praktiske arbejde.
Her ses Chelseas Conor Gallagher i gang med den populære trends praktiske arbejde. Foto: Paul Terry/AP/Ritzau Scanpix

»Det er gået alt for langt. Der er ingen videnskabelige beviser på, at det letter blodtrykket fra lægmusklerne,« fortsætter han under kommenteringen.

Ifølge den omtalte artikel i The Times er det sandt, at der på nuværende tidspunkt ikke er bevis for, at de gennemhullede sokker har nogen form for virkning på blodomløbet – ikke andet end en form for placebo-effekt i spillernes hoveder i hvert fald.

I Premier League er der for nuværende ingen regler, der forhindrer spillerne i at løsne presset omkring deres lægmuskler med de lidt primitive huller – men Richard Keys vil have det stoppet omgående.

»Nu er det slut med det her nonsens (huller i sokkerne, red.). Det er ikke nødvendigt. I Spanien har de forbudt det – selvom Bellingham stadig får lov til det. Det er tid til, vi også gør det,« skriver englænderen på 'X'.

I Spanien er det rigtig nok forbudt at spille med huller i sin beklædning – herunder også sokker – mens reglerne i Danmark – ligesom i England – heller ikke forbyder den lille strømpefinte.